Nu skal du mønstre
Alle sejl er sat, når Tallships kommer til Fredericia den 30. maj. Der er et stort behov for frivillige, som vil give en hjælpende hånd
Forberedelserne til Tallships Fredericia er i fuld gang. Hvis den store by-event skal afvikles på fornuftig vis, er der brug for flere frivillige kræfter. Mange har meldt sig, men ikke nok. I år ramler Tallships sammen med Kristi Himmelsfartsdagene, og det kan være medvirkende til, at nogle har takket nej.
“Vi skal bruge omkring 75-80 frivillige, og på nuværende tidspunkt mangler vi omkring 20,” lyder det fra frivilligkoordinator Malene Feddersen.
Der er plads til alle på holdet. Både dem, der vil knokle hårdt alle dage - og dem, der blot vil tage en vagt på få timer.
“Vi har ca. 10 forskellige slags opgaver, som de frivillige byder ind på. Så prøver vi at opfylde ønskerne. Men vi har især brug for folk til at sælge billetter ved indgangen,” fortæller Malene Feddersen.
Som frivillig er du en del af fællesskabet, lærer nye mennesker at kende - og er med til at afvikle en af Fredericias største byevents. Alle frivillige modtager i øvrigt en “pakke” med blandt andet biograf- og teaterbillet, t-shirt og deltagelse i paradesejladsen.
“De frivilliges hjælp er supervigtig. Uden dem kører maskinen altså ikke.”
Martin Stockholm Event manager
Flere nyheder
Tallships rammer Fredericia den 30. maj til den 1. juni, og i år er der linet op til et fantastisk arrangement med flere nyheder på programmet.
“Som noget nyt kan man sejle en tur med Matchrace båd. Man låner udstyr og får nogle sjove sejloplevelser,” lyder det fra event manager Martin Stockholm.
Han tilføjer, at fødevaremarkedet bliver udvidet, omkring 40 udstillere er “om bord”. Det store kunst-arrangement TallArt bliver også en succes med mange deltagere. Hesteinteresserde kan se frem til opvsining med islændere. Og børnene skal bestemt glæde sig til optimistjoller, der er ombygget til sæbekassebiler, hvor man styrer med rorpinden.
Fredag den 30. maj bliver opbygningen af det maritime arrangement afsluttet. Der er masser af aktiviteter på havnen, og om aftenen er der Sommerrock i byen. I weekenden går det så løs med TallShips-oplevelser for alle aldre.
“Skibene er lidt større i år. Der er ni skibe med sejlads på - og dertil kommer alle “foreningsskibene” fx Marthe, cirka 12-15 skibe.”