Ung stregspiller bliver i SønderjyskE
19-årige Martin Kærgaard Pedersen binder sig til SønderjyskE i endnu en sæson
Endnu en brik i forberedelserne til næste sæson er faldet på plads for SønderjyskE.
Den 19-årige stregspiller Martin Kærgaard Pedersen har netop sat sit navn på en kontrakt, der binder ham til SønderjyskE i endnu en sæson.
"Jeg er glad for, at Martin bliver hos os. Han har udviklet sig rigtig flot i SønderjyskE. Han er stadig en fremtidens mand, og det bliver spændende at følge hans udvikling det kommende år både hos SønderjyskE og på U-20-landsholdet. Vi bruger ham primært i forsvaret, og der er jeg helt tryg ved at sætte ham. Mon ikke han også får mere tid i angrebet i næste sæson," siger SønderjyskE-træner Morten Henriksen.
Martin Kærgaard kom til SønderjyskE fra Aalborg som blot 17-årig, og han var dengang plaget af en skade, der holdt ham ude det første halve år.
"Med hjælp fra vores kompetente sundhedssektor er han blev sin skade kvit, og han har forbedret sin fysik markant."
Dermed har SønderjyskE alle tre stegspillere på plads: Magnus Gullerud og Martin Kærgaard Pedersen samt norske Besard Hakaj, der afløser Anders Zachariassen.
"Det er en flot stegspiller-trio, vi råder over. Det er en position, der er vigtig for både vores offensiv og defensiv. Derfor er jeg også glad for, at vi kun udskifter én ud af tre spillere på positionen, for det giver os kontinuitet," siger Morten Henriksen.