Fortsæt til indhold

Guldhammer vil gerne overraske kunderne

I Høruphav ligger en forretning, som på kort tid er blevet kendt og populær, fordi den er anderledes

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

Den gamle bankboks inde i Guldhammer står altid åben, men i stedet for værdigenstande er den i dag fuld af fine vine, og fordi udvalget er så stort, som det er, er også væggen overfor fuld af ædle dråber og specielle øl.
Mest af alt ligner Guldhammer dog en dametøjforretning, når man lige træder ind ad døren i den tidligere bankfilial. Men der går ikke længe, før man får øje på lækkerier som produkterne fra Hr. Skov i Blåvand, Læsø Salt, Summerbird, Selleborg og Johan Bülov, for at nævne nogle af de mange danske specialiteter, man finder inde i butikken.
"Produkterne fra Hr. Skov Gourmetbutik i Blåvand er blandt det nye, og her ville man lige se butikken an, inden vi fik lov til at føre deres produkter," smiler Susan Guldhammer, der nu driver forretningen på andet år.
"Det er gået over al forventning," siger hun. "Vi har kunder lang vejs fra, og ofte får jeg at vide, at det er fordi, at vi er anderledes. En butik der overrasker er da også vores motto," fortæller hun.
Noget af det der er anderledes i Guldhammer er, at tøjet bliver præsenteret på en måde, så det kan inspirere kunderne omkring sammensætning og farver. Og blandt de spændende mærker til hverdag og fest er Coster Copenhagen, Karen By Simonsen og og det populære Pulz.
"Vi har også stor succes med smykkedelen med mærkerne Dyrberg/Kern og Våga, som derfor nu får mere plads," fortæller Susan Guldhammer.
"Endelig er der god efterspørgsel på kurve, hvor jeg godt kan lide at lave dem lidt anderledes. Hvad med for eksempel at lade et par herrestrømper være en del af indholdet," smiler hun.

Guldhammer i Høruphav er meget mere end en spændende dametøjsforretning. Foto: Svend Mikael Larsen