Støt Team Esbjerg på vejen mod europæisk finale
Team Esbjerg går ind i to uger, som med cheftræner Lars Frederiksens ord bliver ”den vildeste periode i klubbens historie”
Lørdag kl. 13.00 spilles næste hjemmekamp i Blue Water Dokken. Den hidtil vigtigste europæiske kamp, opgøret mod ungarske Fehérvár KC, gælder en plads i finalen i en af de store europæiske turneringer, EHF Cup.
"Vi har været i Serbien, Tjekkiet og senest russiske Volgograd, og vi har formået at slå favoritterne, storholdet Dinamo Volgograd, ud af en prestigefyldt turnering. Nu håber vi, at tilhængerne vil bakke Team Esbjergs op på vejen mod finalen," siger direktør Per Kristiansen.
Team Esbjerg har i grundspillet været dansk kvindehåndbolds mest sete hold i hjemmekampe med et tilskuersnit på næsten 1.500 i Blue Water Dokken. Opbakningen har været klart mindre i de europæiske kampe, som ikke har samme ry og eksponering som inden for fodbold. EHF Cup svarer til fodboldens Europa League, som EfB med stor succes deltog i.
Team Esbjerg har gode muligheder for at nå sin første finale i EHF Cup, selv om der gik et chok gennem klubben i weekenden, hvor det kom frem, at holdets mest erfarne spiller, forsvarsstrategen Rikke Zachariassen, er ude resten af sæsonen med et sprængt ledbånd i højre tommelfinger.
Cheftræner Lars Frederiksen betragtede på forhånd Ruslands bedste damehold, Dinamo Volgograd, som den største forhindring, men Team Esbjerg formåede at vende et seksmålsnederlag i den første kamp til en samlet sejr på 66-63. Nu gælder det ungarerne hjemme i dokken, mens returkampen mod Fehérvár spilles lørdag den 12. april kl. 20.00 i Köfem Playing Hall i byen Szekesfehervar, der ligger ca. 80 km fra Budapest.
Du kan købe billetter til hjemmekampen mod Fehérvár på www.teamesbjerg.dk. Allerede onsdag aften spiller Team Esbjerg dog den første kamp i slutspillet, Super 6, i Dame Håndbold Ligaen, når Team Tvis Holstebro tager imod. Den afgørende kvartfinalekamp spilles onsdag den 9. april kl. 18.30 i Blue Water Dokken.