Koncert på Trapholt
Børn-unge fra Den Kreative Skole i Fredericia spiller på kunstmuseet Trapholt den 30. marts
Sinfonietta Fredericia tager søndag, den 30. marts på kunstmuseet Trapholt i Kolding og spiller koncert klokken 14.00. Det er en premiere på den koncert, orkestret er indbudt til at spille ved en international kongres for strygerpædagoger på Hochschule für Musik Carl Maria von Weber i Dresden den 12. april. Den 3- dages tur til Dresden er økonomisk muliggjort ved en stor egenbetaling, men også ved god opbakning af private sponsorer og private donorer. Sinfonietta Fredericia er et strygeorkester, startet i 1997, bestående af nuværende og tidligere violin-, bratsch-, cello- og kontrabaselever fra Den Kreative Skoles talentlinje. Orkestret ledes af Den Kreative Skoles violin- og bratschlærer, Marianne Eising, som bliver assisteret af cello-bas lærer Karen Valeur. Mange af sinfoniettaens børn og unge er i dag faste medlemmer af Fredericia Byorkester, hvor de får god orkestertræning og imponerer med deres begejstring og dygtighed. Der er lagt op til en spændende eftermiddag på Trapholt med disse 21 friske, glade og ambitiøse unge talentmusikere. Entréen er almindelig indgangsentré til museet.