Dansborgskolen til eksamen på Hvidovre Hospital
Hvordan skal hospitalet indrette ventearealet i Børneafdelingen? Og hvad sker der, når man beder en gruppe folkeskoleelever komme med deres bud på udfordringerne? Det kom der svar på, da 9. klasserne fra Dansborgskolen i Hvidovre i sidste uge var til eksamen på Hvidovre Hospital. Opgaven bestod i at finde løsninger på konkrete problemstillinger, som Hvidovre Hospital, i samarbejde med de unges lærere, havde formuleret. Der var i alt tre problemformuleringer, hvoraf den ene handlede om indretning af Børneafdelingens venteareal og de to andre handlede om implementering af håndhygiejnekampagner. Mange idéer Til eksamen blev det tydeligt, at slipper man elever løs og lader dem bruge deres kreativitet, så kan de sagtens bidrage med idéer og forslag, som kan bruges. - Eleverne er ikke skolet til, hvordan man skal tænke, når man er ansat på et sygehus. De tænker ud af boksen og kommer derfor med nogle sjove og interessante bud. Nogle af idéerne er så gode, at vi rent faktisk vil arbejde videre med dem, fortæller udviklingskonsulent Jeanette Kirk, der har stået for koordineringen af skoleprojektet på Hvidovre Hospital. Blandt de mange idéer var bl.a. sjove spil, forskellige apps, QR-koder og gode forslag til lys- lyd- og farveregulering i ventearealet i Børneafdelingen. Tæt på virkeligheden Netop det faktum, at forslagene rent faktisk kan gøre nytte, har haft stor betydning for elevernes tilgang af opgaven. Eleverne har været helt ude i felten og talt med patienter og ansatte på Hvidovre Hospital, som alle bidrog med deres viden og erfaring. - Det har været helt anderledes end almindelige skoleopgaver. Man kan her ikke bare google sig frem til data og facit. I stedet skulle vi selv ud og finde løsningen, og det har både været spændende og udfordrende, siger eleverne. - Eleverne får en rigtig god oplevelse. De kan se, at de bliver taget seriøst og de får mulighed for at koble teori med praksis, så verden ikke bare er noget, der foregår i klasseværelset, siger Louise Pedersen, der er lærer for 9. klasserne på Dansborgskolen. Karakterne for eksamen på hospitalet var generelt høje, og ét hold fik 12 for deres præstation.