Lige ud af posen om lighed
På Roskilde Gymnasium konkurrerer man om at sætte ord på det kontroversielle emne
Selvom det en gang imellem kan være en pestilens, så sammenligner langt de fleste sig på den ene eller anden måde med deres medmennesker. Derfor er det heller ikke underligt, at begreberne lighed og ulighed er kontroversielle og ofte debatterede emner, for under hvilke omstændigheder kan alle få og gøre det samme. På Roskilde Gymnasium har eleverne i 1. og 2. g-klasserne været i gang med at udforme en række indspark til denne debat, som de har fået til opgave at fremlægge som taler. Hver klasse har så fået til opgave at udvælge det bedste, som så skal konkurrere med indlæggene fra de andre klasser. Martin Phillipsen på 17 og Sally Messel-Dalgaard på 16 år er blevet valgt som repræsentanter for henholdsvis 1. x og 1. d. - Det har været en spændende opgave, fordi man har været nødt til at tænke emnet igennem på en anden måde, fordi man skal holde tale om det, siger Martin Phillipsen. - Vi har også kun fået to minutter stillet til rådighed, så man har virkelig skulle finde en vinkel, der klart formulerede, hvad man gerne vil sige, tilføjer Sally Messel-Dalgaard.
Styr på sceneskrækken
Hvert indlæg, der indgår i konkurrencen er udarbejdet i mindre grupper i hver klasse, men selve talen skal fremføres af de valgte repræsentanter. Sally Messel-Dalgaard og Martin Phillipsen skal altså være villige til at stille sig op og holde tale for en masse fremmed mennesker. Hvis de er så heldige at bliver udvalgt som finalister i konkurrencen skal de holde deres indlæg for 600 elever plus et dommerpanel bestående af skolens lærere og udefrakommende eksperter. For nogen ville dette være en umulig opgave, men begge gymnasieelever synes at tage situationen med ophøjet sindsro. - Selvfølgelig kan det godt være lidt angstprovokerende, når man tænker over det, men jeg synes, vi får rigtig stor opbakning af vores klassekammerater, og det hjælper meget, fortæller Sally Messel-Dalgaard som suppleres af Martin Phillipsen, der også har et lille es oppe i ærmet. - Jeg har flere gange være med i teaterstykker og musicals, så jeg er vant til at stå på en scene uden at blive nervøs, men jeg er også glad for støtten, jeg får.
En social opgave
Både Sally Messel-Dalgaard og Martin Phillipsen fortæller, at det ikke var noget stort problem for dem at finde på noget at sige om lighed. Faktisk var det mere et spørgsmål om at finde frem til et underemne, der følte, var relevant for deres liv og for den målgruppe de skrev talerne til. Derfor var det også oplagt for dem begge at kredse om uddannelse i deres indlæg. Begge fortæller de dog, at debatten i klasserne viste, at man de også kunne have valgt en masse andre tilgange. - Jeg synes, at arbejdet med talen har vist en masse om folk i min klasse, og det hjælper til at støtte sammenholdet, siger Martin Phillipsen. - Ja, for mig har det sociale i opgaven været lige så vigtigt som det faglige, fortæller Sally Messel-Dalgaard. hw@roskildeavis.dk