Egtved-løber vil skaffe 10.000 kroner til velgørenhed
Til Lillebælt Halvmarathon vil Egtved-løber indsamle penge til velgørende formål
Når Lillebælt Halvmarathon afvikles for syvende gang lørdag den 3. maj, vil man blandt løberne finde Janne Lund Seiersbøll fra Egtved. Som charity-løber for projektet Løb4andre har hun sat sig det personlige mål at indsamle mindst 10.000 kroner til velgørende formål.
I år går pengene til Børnecancerfonden, Julemærkefonden og Danske hospitalsklovne.
“Da jeg så, at jeg kunne være med til at samle penge ind til velgørende formål, var der ikke langt fra tanke til handling Jeg har selv to små børn, så det var oplagt at yde en indsats for at skaffe penge, fordi alle tre modtagere beskæftiger sig med børn,“ fortæller hun om sit engagement.
Diplomer til salg
Udover den almindelige deltagelse i Lillebælt Halvmarathon bliver 500 løbere udtaget som charity-løbere. Når man ansøger om dette, forpligter man sig til at sælge diplomer til en værdi af 100, 200 eller 500 kroner til familie, venner, bekendte eller firmaer. Pengene skal derefter doneres til en af de støttede projekter eller eventuelt fordeles ligeligt imellem dem. Alt dette blev Janne Lund Seiersbøll opmærksom på, da hun deltog i løbet i 2013.
“Lige nu har jeg passeret 6.000 kroner, så i den kommende tid skal jeg have solgt en masse diplomer,” siger hun.
Sidste år lykkedes det Løb4andre-projektet at indsamle lidt over en halv million kroner.
Erfaring med indsamling
At skaffe penge til velgørenhed er noget, den aktive Egtved-løber har solid erfaring med. I samarbejde med søsteren Mette Lund Hoelgaard skaffede hun via et zumba-event 24.000 kroner til foreningen Hospitalsklovne-Kolding og har to gange været med til at arrangere 'Danser mod cancer' til støtte for kræftramte børn.
Janne Lund Seiersbøll er formand for den arbejdsgruppe, der står bag Egtvedløbet søndag den 6. april. Her vil det være muligt at bidrage til hendes indsamling til Løb4andre, så hun kan nå sit personlige mål på 10.000 kroner.