De"Blå Mænd" i Ellemarken på kursus
- i personlig udvikling
KØGE: Ejendomsfunktionærerne i Ellemarken i Køge, de såkaldte 'blå mænd', skal i de næste måneder lade kosten stå og i stedet fokusere på deres egne ressourcer og finde ud af, hvad der gør dem glade: De skal på efteruddannelse i metoden 'Du bestemmer'.
Ønsket er kommet fra ejendomsfunktionærerne selv:
- Med 'Du bestemmer'-kurset kan vi blive bedre til at håndtere beboere, som vi måske er lidt berøringsangste overfor nu. Men kurset kan også give os redskaber, så vi bliver bedre til at komme i kontakt med os selv. Og i forhold til os som gruppe: Så giver det nok en anden snak i pauserne end den sædvanlige mandehørm, fortæller 46-årige ejendomsfunktionær Brian Blichfeldt.
Han er ikke den eneste, der glæder sig til kurset. De er 18 mænd i blå kedeldragt, der er blevet enige om at tage efteruddannelsen 'Du bestemmer'.
- Det er ikke skræmmende. Det glæder jeg mig rigtig meget til – så kan man jo udvikle sig selv, siger Michael Bruun Jensen, der har været mesterassistent i Ellemarken et år.
Udvikling af lokalpersoner
Det er Sund Zone, Ellemarkens sundheds- og trivselsprojekt, der finansierer kurset for de 18 ejendomsfunktionærer.
- Sund Zones opgave er at udvikle og uddanne personer i lokalområdet, så de kan blive endnu bedre til det, de laver. 'Du bestemmer'-kurset har fokus på det gode, på det der virker. Det giver personerne redskaber til at ændre noget i sig selv. Vi stiller spørgsmålet: Hvad skal der til for, at du kan ændre noget – og det kan være stort som småt. Det behøver ikke at handle om arbejdet. Det vigtige er, at det handler om DIG, om dit liv. Hvordan kan DU blive gladere?, forklarer Charlotte Baeré, projektkoordinator i Sund Zone, da hun en fredag morgen kl. 07 kom og fortalte ejendomsfunktionærerne den glædelige nyhed: At de skulle forkæles med et kursus.
For kurset er bestemt ikke kommet i stand, fordi der er utilfredshed med ejendomsfunktionærerne. Tværtimod:
- Beboerne kommer til Sund Zone og roser jer. De siger, at I er ordentlige mennesker og at de, som beboere, altid bliver behandlet ordentligt, forsikrer Charlotte Baeré.
Udmeldingen giver bredde smil i mændenes ansigter. Normalt forbinder man ikke de hårdt arbejdende ejendomsfunktionærer med følelser og eftertænksomhed. Men det er slut nu:
- Vi skal øve os i at være tro overfor os selv – lære at rumme os selv. Når vi kan det, så kan vi nemmere rumme andre, f.eks. de beboere som vi møder hver dag. Hvis jeg kan få en sur beboer til at smile, så gør det en stor forskel for min arbejdsdag, smiler Brian Blichfeldt, der har været ejendomsfunktionær i Ellemarken i 17 år.
Det er metodeudviklerne og 'Du bestemmer' – instruktørerne Maiken Ziebell og Berit Ziebel, der vil stå for undervisningen, som er startet. Forløbet vil bestå af tre gruppesamtaler for alle 18 ejendomsfunktionærer á tre timers varighed plus tre individuelle samtaler á 1 times varighed. Kurset kommer til at løbe over 3 måneder og vil ikke påvirke ejendomsfunktionærernes daglige arbejde.
Læs mere om metoden 'Du bestemmer' på www.dubestemmer.nu.
pm