Fortsæt til indhold

Dan Jørgensen sender lokale øko-køer på græ.s

Fødevareminister Dan Jørgensen besøger Kirke Hyllinge, når køerne i anledning af årets Øko-dag sendes ud på græs

Arkiv
Kristina Schønnemann

kirke hyllinge 70 økologiske landmænd overalt i landet inviterer høj som lav med til at besøge en økogård søndag d. 13. april. Men gårdejer Per Thomasen på Bækkenstoft i Kirke Hyllinge ved Lejre kan se frem til ekstra meget opmærksomhed, når hans køer bliver lukket ud på græs. Han er nemlig vært for den officielle åbning af Økodagog får besøg af både Fødevareminister Dan Jørgensen og Økologisk Landsforenings formand, Per Kølster.
"Det er den bedste tid på året, når foråret kommer, og det er tid til at lukke vores køer ud på græs. Køerne leverer varen hver gang - de springer og danser af glæde – og det vil vi gerne dele med andre," siger gårdejer Per Thomasen.

Spejdere og naboer hjælper

I de seks år Bækkenstoft har deltaget i Økodag, er gårdens besøgstal vokset markant. Første år kom der omkring 500 gæster, mens besøgstallet sidst var vokset til omkring 8000.
"Vi er tre værter her i området, og på grund af vores beliggenhed tæt på København, bliver byen simpelthen ”invaderet” til Økodag," siger Per Thomasen.
Derfor er der nu omkring 60 medhjælpere involveret i at afvikle arrangementet på Bækkenstoft. Både medarbejdere, familie, naboer og de lokale spejdere hjælper til med at bygge halmborg, lave aktiviteter, uddele smagsprøver og dirigere trafikken.

fakta
Økokøer i Hornsherred
Udover Bækkenstoft på Hjørnegårdsvej 1, 4070 Kirke Hyllinge deltager Svanholm Gods, Svanholm Allé 2, 4050 Skibby, og Stenbølsgård på Smedevej 18, Kyndeløse, 4070 Kirke Hyllinge.
Gårdene holder åbent mellem kl. 10 og 14 den 13. april, og stalddørene slås op præcis kl. 12.