Fortsæt til indhold

Team HK Køge arbejder på at sikre fremtiden

Arkiv
Per Møller

HÅNDBOLD: Team HK Køge aktuelle succes i 2. Division og støtte kurs mod en oprykning til landets næstbedste række, 1. Division, samt klubbens generelle positive udvikling både på senior- og ungdomssiden, betyder at der i øjeblikket også er masser af arbejde at tage sig til for folkene i bestyrelseslokalet.
På klubbens ordinære generalforsamling onsdag aften drøftede man bl.a. hvad kan gøre for at sikre klubben økonomisk hvis det lykkes førsteholdet at rykke op i 1. Division.
- Det er ingen hemmelighed at en oprykning til 1. Division vil betyde en stor omvæltning for klubben, ikke mindst økonomisk. Hvordan garderer vi os mod at det ikke går os som vi desværre har set i flere tilfælde, at økonomien kuldsejler og hele klubben bliver revet med i faldet. Det skal vi for alt i verden undgå hos os. Derfor arbejder vi nu hen mod at finde den rette model, der skal sikre at skulle det værste ske, så kommer det ikke til at gå ud over hele klubben. Skal første- og andetholdet ”skilles” ud fra klubben og køre sin egen økonomi – eller skal vi have hele seniorafdelingen – dameafdelingen inkl. med ? De ting skal vi have på plads. Det fik vi tilladelse til at gå videre med på generalforsamlingen, fortæller formand Poul Henning Vive, der sammen med bestyrelsesmedlem Palle Hindborg og en advokat der har arbejdet med sådanne modeller i andre klubber skal gennemgå de forskellige modeller og finde den for Team HK Køge bedste model.
Herefter indkalder klubben til en ekstraordinær generalforsamling hvor planerne fremlægges.
Klubben har også indgået en aftale med konsulent Nicolai Nøddebo fra Dansk Håndbold Forbund som over en periode på foreløbigt to år skal være med på ”sidelinjen” og følge klubbens hverdag og komme med idéer og ris og ros om hvordan tingene gribes an – så klubben kan fortsætte sin positive udvikling.

Poul Henning Vive, formand for Team HK Køge. (Arkivfoto: JCJ).