Her laver de KUN dæk - og det er de stolte af
Vejle Vulkanisering er et af ganske få firmaer, der i dag kun beskæftiger sig med dæk
Skomager, bliv ved din læst.
Sådan lyder et gammelt ordsprog, som passer ret godt til dækfirmaet Vejle Vulkanisering. Firmaet lever i en presset branche, fordi priserne på dæk igennem de senere år er faldet meget. Det har fået mange andre dækfirmaer til også at tilbyde autoreparation, hvilket heller ikke er så sæsonfølsomt som dækservice, hvor der er mest travlt, når der skal skiftes til sommerdæk og vinterdæk.
Men ikke Vejle Vulkanisering. Her holder man sig til sin læst, som er salg og reparation af dæk.
“Vi er ikke ret mange tilbage, der kun arbejder med dæk. Jeg er nok lidt gammeldags, men jeg vil gerne vide noget om det, jeg laver, og vi gør det, vi er bedst til. Jeg tror på, der fortsat vil være et marked for folk, der vil have faglig bistand med dæk,” siger Niels Egeberg, indehaver af Vejle Vulkanisering.
“Det har også den fordel, at vi er mere fleksible i højsæsonen for dæk, hvor vi ikke skal tænke på at reparere biler, så vi har ikke lang ventetid. Vi prøver på at overleve ved at være hurtige og lave tingene ordentligt.”
I lære hos ‘Gummi-Harry’
Det ville ellers være oplagt at udvide med autoreparation, for Niels er uddannet mekaniker og arbejdede i mange år i Dieselhuset i Vejle som mekaniker. Men i 1998 trak det mere i ham at komme til at arbejde med sin far, Harry Egeberg, der havde Vejle Vulkanisering og var kendt som Gummi-Harry.
Så Niels gik i mesterlære hos sin far, der selv startede med at arbejde med dæk for 50 år siden og stadig hjælper til i dækfirmaet, når der er travlt, eller når han får ø-kuller. Gummi-Harry er nemlig flyttet til Samsø sammen med sin kone, der kommer fra Samsø og har sine døtre på øen.
Niels overtog dækfirmaet fra sin far i 2010 og driver Vejle Vulkanisering sammen med sin kone Anette, der passer kontoret og er firmaets blæksprutte.
Anette går ligesom Niels op i, at Vejle Vulkanisering er et firma med en lang historie, der går tilbage til omkring 1940.
Et firma med historie
“Firmaet blev startet i Foldegade af Henry Rohde omkring 1940. Dengang hed det Vejle Vulkaniseringsanstalt, men skiftede navn til Vejle Vulkanisering, da min svigerfar overtog det i 1984,” fortæller Anette Egeberg, der har gravet i firmaets historie.
Og selvom der nu er en ny generation bag rattet i Vejles gamle dækfirma, bliver der ikke pillet ved det gamle navn.
“Vi holder fast i det gamle erhverv, vulkanisering, selvom det foregår noget anderledes i dag. Navnet hænger ved. Det kan ikke hedde andet. Det laver vi i hvert fald ikke om,” siger Anette og Niels Egeberg.