Fortsæt til indhold

Eftersøgning efter 49-årig mand ved Søndre Havn

Arkiv
Martin Rasmussen

Politiet gennemførte en omfattende eftersøgning i Køge Bugt og i området omkring Søndre Strand fra onsdag morgen i denne uge, hvor en 49-årig mand efter alt at dømme forsvandt.
Onsdag morgen kontaktede en bekymret mand politiet, fordi han ved badeanstalten "Valkyrien" havde bemærket noget tøj, telefon og pung ligge urørt gennem et par timer. Anmelderen formodede, at tingene tilhørte en vinterbader, og politiet kørte til stedet og begyndte straks en eftersøgning efter en 49-årig mand fra Køge, som tøjet tilhørte.
Politiet indsatte hundepatruljer til at lede i strandområderne, og det lokale redningsberedskab indsatte både og dykkere til at lede, lige som Søværnets Operative Kommando (SOK) assisterede med en redningshelikopter.
Kort før middag blev eftersøgningen indstillet, idet den savnede ikke var blevet fundet hverken til vands eller til lands. Politiet arbejder nu videre med eftersøgningen ud fra teorien om, at savnede skal findes i vandet.

Eftersøgningen omfattede både strandområdet og bugten.
Det er en vinterbader, der formodes forsvundet omkring badeanstalten "Valkyrien". (Foto: JCJ)