Udvid overhalingsforbuddet for lastbiler
Det ser ud til, at folk kører tidligere og tidligere på arbejde om morgenen eller venter til efter otte, så myldretiden forlænges. Samtidig er der kommet flere lastbiler på vejene mellem landsdelene
Tidlig morgen. Solen er knap stået op, og du føler dig som den eneste i verden, da du går ud til din bil. Ikke engang fuglene synger endnu. Der er stille overalt. Måske møder du avisbuddet, men nej, han er vist heller ikke oppe endnu. Du kører af sted og rammer på et tidspunkt motorvejen. Måske i sydgående retning. Og hvis klokken er lidt mere en halv fem-fem, ja så er du slet ikke alene mere.
Mere trafik eller tidligere trafik
Før i tiden skulle klokken være over syv, før det begyndte at sande til i trafikken. Hvis man i 2011 kørte fra Aarhus til Vejle og kørte tyve i otte, ja så kunne du være inde i Vejle Midtby før halv ni. Det kan du ikke mere.
Det er, som om bilisterne er begyndt at stå tidligere op, efter man begyndte motorvejsarbejdet ved Vejle. Kører du kvart over seks, ja så føles det som gamle dages myldretid. Og trafikken tager ikke af før efter klokken ni.
Lukningen af vognmandsruten
Er det så fordi, der er kommet flere biler på vejene? Eller er folk begyndt at køre før på arbejde? Jeg ved det ikke, men det virker, som om myldretiden har haft vokseværk. Så den nu ikke kun gælder fra halvotte til ni, men derimod fra fem til ni. Samtidig virker det også, som om flere og flere lastbiler kører ned sydover, fordi man har lukket vognmandsruten.
Udvidelse af overhalingsforbud
Efter klokken ni må de overhale og igen efter klokken 18. På stykket mellem Aarhus og Vejle må man køre 130 kilometer, og det kan skabe meget farlige situationer, da en lastbil kun kører max 90 kilometer, når den trækker ud i overhalingsbanen.
Derfor ville det være godt, hvis man udvidede overhalingsforbuddet til at gælde alle dagtimer. Det burde kunne løsne op for både farlige situationer og for trafikforstoppelse.
For jeg må indrømme, jeg ikke kan se gevinsten ved, at en lastbil overhaler en anden lasbil, når de må køre med samme hastighed