Fortsæt til indhold

Hvad er der lige der står?

Koldinghus tilbyder kursus i læsning af gotisk håndskrift

Arkiv
Arkiv

Helt frem til 1875 var gotisk håndskrift den officielle skrift i Danmark. Det er derfor væsentligt at kunne læse den gotiske skrift, hvis man for eksempel interesserer sig for historie, lokalhistorie eller slægtsforskning, da mange af de dokumenter, man finder i arkiverne, er skrevet med gotisk skrift.
I Museets samlinger findes mange dokumenter skrevet med gotisk håndskrift. Det er disse dokumenter kurset vil tage udgangspunkt i og man får mulighed for at studere på nærmeste hold. Kurset er dermed en enestående mulighed for at se originale dokumenter, der ellers til hverdag ikke er tilgængelige for museets besøgende. Kurset afholdes på Koldinghus de tre sidste torsdage i marts.
De tre kursusdage dækker tre emner, nemlig skolegang i Kolding, Treårskrigen og 1864 og tiden derimellem. Sidste kursusdag vil give eksempler på minde- og bindebreve.
Første gang vil man få mulighed for at se og læse en samling af Sct. Thomasdagsbreve; en særlig skik for netop dette område, hvor skolebørn den sidste dag inden juleferien blev udnævnt til fx dronning af Danmark eller Kejserinde af Rusland af læreren. Som bevis fik man et dekoreret dokument med gotisk tekst. Anden gang kan kursusdeltagerne læse oberst Helgesens personlige breve og en hidtil ukendt hyldestsang til oberst Irminger sandsynligvis skrevet i 1849 af selveste H. C. Andersen. Kurset afsluttes med en række mindebreve og bindebreve. Mindebrevene skrev man ved konfirmationer, bryllupper og når nogen døde. Bindebreve er en tradition, der rækker tilbage til 1700-tallet og minder om vore dages gækkebreve.
Kurset vil blive gennemført af samlingsinspektør Conni Ramskov og lokalhistoriker Steffen Riis, der har stor erfaring i læsning af gotisk håndskrift. Conni Ramskov vil fortælle om den historiske baggrund for dokumenterne og om, hvorfor de er havnet på museet.
De tre kursusdage er torsdag den 13., 20. og 27. marts 2014 kl. 15.00-16.45 på Koldinghus
Der er plads til max. 14 kursusdeltagere, tilmelding er derfor nødvendig.
Tilmelding til kurserne: museum@koldinghus.dk, tlf 76 33 81 00.
Pris: Det koster 200 kr. at deltage og gebyret giver samtidig adgang til museet. Der er halv pris for klubmedlemmer og studerende.