Fortsæt til indhold

Konkurrence-forvridning fra brandvæsenet

Venstres Bent Jørgensen drager en klar konklusion af revisions-rapport om overtagelse af kørsel

Arkiv
Arkiv

- For mig at se viser den nye revisions-rapport om overtagelsen af kørsel fra private vognmænd, at Roskilde Brandvæsen har lavet en form for konkurrence-forvridning. Sådan lyder konklusionen fra lederen i Roskilde Byråd, Venstres Bent Jørgensen, efter offentliggørelsen af den uafhængige revisionsundersøgelse, der fredag blev omtalt på hjemmesiden hos Roskilde Avis. Rapporten var bestilt af byrådets centrale økonomiudvalg efter en diskussion om, hvorvidt Roskilde Brandvæsen var kommet med 'dumping-tilbud', da de overtog kørsel med ældre og skoleelever fra private vognmænd i området. Bent Jørgensen tager til efterretning, at brandvæsenet ifølge revisionsundersøgelsen ikke har hverken fusket eller fiflet med tallene. Men samtidig hæfter han sig ved, at brandvæsenet ikke fuldt ud har indregnet fælles omkostninger til styring, bygninger med mere, da det kom med disse nye tilbud, fordi disse udgifter allerede var dækket i den eksisterende drift. - Min konklusion er, at brandvæsenet skal holde sig til de opgaver, som det er sat i verden for at løse, nemlig brandslukning og ambulancekørsel. Det vil altid give tvivl og diskussioner, når en kommunalt ejet virksomhed går ind og på denne måde konkurrerer med private på et nyt område, hvor de ikke har noget at gøre, siger Bent Jørgensen. Venstre-lederen vil nu fremføre disse synspunkter, når Økonomiudvalget skal diskutere sagen på sit næste møde og komme med en indstilling til byrådet om, hvordan det kommunalt ejede brandvæsen skal forholde sig til kørselsopgaver i fremtiden. tk