Amatørgruppe klar til Bølle-Bob
Jægerspris Amatør Scenes børnegruppe opfører Gunner Geerstens Bølle-Bob
JAS's store børnegruppe ”Teaterrævene” opfører Gunner Geerstens Bølle-Bob lørdag den 12. april klokken 16.00 og søndag den 13. april klokken 16.00.
Butiksdirektør Blom har store planer for den lille forstadsby, og han kaster sig ud i at gøre byen attraktiv for turisterne, men det er som om, der hele tiden spændes ben for ham. Først bliver hans skulptur byttet ud med et blomkålshoved, og derefter er byen pludselig fyldt med meget mærkelige unge, som slet ikke passer ind i den lille idylliske by.
I et desperat forsøg på at få styr på tingene tilkalder han Kold-Kristensen, en udenbys byggematador, som skal hjælpe med at få bygget butikscentre og P-huse – og det er ikke tilfældigt, at alt dette netop skal bygges lige der, hvor Valde Underbids campingvogn er.
Men børnene i byen vil gøre alt, hvad der står i deres magt for at få stoppet Blom. Det bliver et brag af en kamp, fint forbundet af alle de kendte sange fra Gunner Geerstens fantastiske univers.
Fantastisk hverdag
Mød Bølle-Bob, den søde pige Lisemette, Smukke Sally, Børsterne og alle de andre og følg deres helt fantastiske hverdag med forvirrede skolelærere og lidt for driftige butiksejere.
Billetter kan købes via www.jas-teater.dk/billetkøb eller i billetkontoret mandag-tirsdag mellem kl.15,30 og 17,30 eller ved indgangen umiddelbart før forestillingen.