Rishøj fik perfekt forårsstart
Med 2-0 ude over Middelfart sikrede Rishøj sig en god start på foråret. Nu venter et topopgør mod Jammerbugt hjemme på Rishøj Stadion.
Rishøj Boldklub fik en strålende start på forårssæsonen i 2. division, da holdet på udebane slog Middelfart med cifrene 2-0 på mål af Martin Jensen og Jacob Ingvarsen.
Dermed fulgte holdet op på et glimrende efterår med blot et enkelt nederlag i 15 kampe, og den første forårsrunde betød samtidig en yderligere befæstelse af andenpladsen i rækken, da alle de nærmeste forfølgere tabte point. Rishøj har dog stadig et godt stykke op til suveræne Skive på førstepladsen.
Rishøjs næste opgave er lørdag den 5. april klokken 15 på hjemmebane mod Jammerbugt FC, som er nr. tre i rækken og indledte foråret med 1-1 hjemme mod Brabrand. Rishøj vandt efterårets opgør mellem de to mandskaber med 2-0.