Fortsæt til indhold

De kan vinde årets publikumspris

Først varmede de op for Carpark North. Nu kan bandet Nanny Nostoc fra blandt andet Kirke Hyllinge løbe med fornem pris og 30.000 kroner

Arkiv
Arkiv

Bandet Nanny Nostoc er som opvarmningsband for Carpark North på Fabrikken i Skibby blevet nomineret til Spar Nords Publikumspris.
Prisen indebærer et gavekort på 30.000 kroner til musikudstyr og muligheden for at udbrede kendskabet til sin musik. Folk i Skibby kan nu deltage i afstemningen og støtte det lokale band.
Bandet Nanny Nostoc, der består af fire unge musikere fra blandt andet Kirke Hyllinge, er blevet nomineret til Spar Nord Publikumspris. Det er musikgruppen Carpark North, som har indstillet dem til titlen og tilbød samtidig Nanny Nostoc at blive opvarmningsband for dem på Fabrikken i Skibby.
Bandet har med nomineringen mulighed for at vinde 30.000 kroner til musikudstyr og udbrede kendskabet til deres musik. Derfor opfordrer bandet folk i Skibby til at deltage i afstemningen:
"Det var superfedt at få lov til at være opvarmningsband for Carpark North og på den måde spille for et andet og større publikum i Skibby, end vi er vant til. Publikums positive respons mindede os om, at der er potentiale for mere, end vi troede, og derfor vil vi rigtig gerne opfordre folk, der kan lide vores musik, til at stemme på os," siger Kenneth Nefling, der er en del af Nanny Nostoc.

Stor anerkendelse

"Publikumsprisen ville være en stor anerkendelse for os, for hvis vi har baglandet i orden, har vi også et rigtig godt udgangspunkt. Og med prisen hører nyt musikudstyr, som ville give os mulighed for at være endnu mere kreative i vores øvelokale og udvikle musik, tilføjer han.
Vinderen af Spar Nord Publikumspris afgøres alene ved publikums afstemning, som løber frem til den 22. april på facebook.com/sparnordmusikpris.

Local Heroes åbner døre

Spar Nord Publikumspris finansieres med støtte fra Spar Nord Fonden og bliver uddelt i samarbejde med musikplatformen Local Heroes. Gennem Local Heroes kan etablerede kunstnere finde lokale opvarmningsnavne til deres koncerter rundt omkring i landet.
I Spar Nord Roskilde er direktør Kaj Sunddal glad for, at det netop er et band fra området, der er blevet nomineret og med i kapløbet om at vinde Publikumsprisen.
"Spar Nord Publikumspris er jo ekstra sjov og interessent for os, fordi vi netop har et band fra området, som er nomineret. Det ville bestemt ikke gøre noget, hvis det var Nanny Nostoc, der rendte med prisen, så bandet på den måde fik et skulderklap og et boost til deres musikkarriere, siger han og fortsætter:
"Samtidig håber jeg, at bandet kan inspirere og motivere nogle af de mange andre talentfulde musikere, vi har i lokalområdet. For med prisen ønsker vi netop at motivere og inspirere det lokale musikliv i Skibby og omegn og skabe nogle gode musikoplevelser med lokale artister og et lokalt publikum, lyder det afsluttende fra Kaj Sunddal.
Ud over Publikumsprisen består Spar Nord Musikpris også af Stjerneprisen. Stjerneprisen giver det vindende band adgang til en weekend i Carpark Norths studie i København, et spillejob på SPOT-festival i 2014 samt et økonomisk skulderklap på 30.000 kroner.