Vellykket afvikling af Spar Nord Cup
BADMINTON: Køge Badminton Klub holdt lørdag den 5. april en U/13- og U/17-turnering i Ravnsborghallen. Det skete i samarbejde med Spar Nord i Køge.
Til turneringen var der tilmeldt spillere fra 38 forskellige klubber – de fleste klubber fra Sjælland, men der var også besøg fra Falster og Fyn. Der blev spillet i kategorierne U/13 ABD og U/17 ABC. Der blev spillet mange flotte og fair kampe i løbet af turneringen.
- Det var dejligt at se mange klubber fra lokalområdet. Udover Køge var der spillere fra Faxe, Haslev, Herfølge, Karlslunde, Solrød Strand og Tune, siger Randi Rimdahl fra Køge Badminton Klub.
Køge Badminton Klub var flot repræsenteret med 16 spillere. Efter mange flotte kampe lykkedes det for flere at komme videre fra deres respektive puljer, og mange kom også til finalen – og alle fik gode oplevelser på banerne.
Udvalgte resultater med Køge-spillere: Sofie Hoelgaard vandt U/13A damesingle og mix-double med Rasmus Martens, Glostrup. Patrick Larsen blev nr. 2 i U/13B herresingle efter nederlag til Phillip Randers, Herfølge. Johan Juel Andersen og Phillip Randers vandt U/13B herredouble. Mathias Thyge vandt U/17A herresingle og herredouble med Andreas Bruun. Anton Kock Berthelsen blev nr. 2 i U/17B herresingle. Mads Læssøe Nielsen og Peter Ellermann vandt U/17B herredouble. Christian Randers blev nr. 2 i U17C herresingle.
pm