Reflekserne er i orden
Målmand Andreas Larsen var svært tilfreds med sine redninger mod Marienlyst
- Det er derfor, jeg er med, kommenterede målmand Andreas Larsen efter kampen mod Marienlyst, hvor han havde sikret holdet sejren. - Jeg vil så sige, at når man har et par af de afgørende redninger i en situation, hvor kampen stadig er åben, er det lidt sjovere. Marienlyst havde ved stillingen 1-0 et godt skud fra kanten af feltet, som jeg nåede ned til og fik holdt. Saksesparket kort før tid nåede jeg kun ned til efter en hurtig refleks. At jeg så holdt den med en hånd, gjorde redningen lidt mere sjov. Jeg synes, vi kom for langt tilbage på banen mod Marienlyst, og de lange bolde vi fik sendt af sted, fik vi jo tilbage i hovedet igen. Det gør det svært at styre den slags kampe, og vi skal have løftet vores spil og genfinde kombinationerne, for så kan vi også give Lyngby kamp til stregen... Anfører Stefan Hansen: - Vi har ikke ramt det niveau, vi kan spille fodbold på. Vi skal blive bedre til at turde holde i bolden og finde hinanden i pasningsspillet. Kampen mod Marienlyst var en typisk bundkamp, hvor der var mange nerver på, især hos os. At vi så stod bagefter med sejren var vel det bedste ved den kamp. Vi skal have en god træningsuge, og så tager vi til Lyngby og gør det bedre... Alexander Green var lidt af en kanin i startopstillingen: - Jeg har trænet godt og uden smerter i den sidste uge. Jeg har jo holdt en pause i små to måneder på grund af en skade, så jeg mangler stadig en del i koordinationen og timingen. Da jeg blev skiftet ud, var det ikke på grund af smerter, men mere træthed i musklerne. Spændende, hvordan foden har det i de kommende dage...