Spillerne viste fantastisk moral
FODBOLD: Pointsmæssigt har HB Køge fået en rigtig god start på forårssæsonen i Nordicbet Ligaen med to sejre og en enkelt uafgjort. Og så gør det ikke så meget, at spillet i perioder ikke har været det bedste. Det kan ikke ses på statistikken...
- Jeg vil sige, at hjemmekampen mod Vejle i søndags nok var den dårligste af de tre kampe vi har spillet i foråret. Vi spillede store dele af kampen under niveau – flere havde en offday – både fodboldmæssigt og med hensyn til aftaler som hold. Men en ting er jeg rigtig glad for – spillerne viste en fantastisk moral og det blev belønnet til sidst med Sebastian Krogdahls udligning i dommerens tillægstid. Undervejs blev vi ramt hårdt af dels et brændt straffespark og rødt kort til Simon Richter. Men drengene viste en fantastisk vilje og det kan gå hen og blive et rigtigt vigtigt point, vi fik reddet i land til sidst, siger cheftræner Per Frandsen til Lørdags-Avisen.
De syv indtjente points i forårets tre kampe har bragt HB Køge ganske tæt på de øverst liggende klubber – AC Horsens og Silkeborg IF der på h.h.v. anden- og tredjepladsen begge har 39 points – fire mere end Lyngby og HB Køge på de efterfølgende pladser.
Så det er en meget vigtig periode ”Svanerne” er i gang med. Forude ligger nogle meget svære og vigtigt kampe.
Første hurdle på vejen er udekampen mod FC Fredericia søndag den 13. april kl. 15.00. Østjyderne har fået en bandet start på foråret med to udebanenederlag og en overbevisende 3-0 sejr hjemme over AC Horsens.
- FC Fredericia har altid voldt os store problemer. Det er et hold man aldrig ved hvor man har. Men vi ved hvad vi har at gå efter – vi skal ganske enkelt sørge for at få point på tavlen i hver eneste kamp, så vi kan holde trit med de foranliggende, siger Per Frandsen, der efter FC Fredericia-kampen står overfor to påskekampe hvor der Skærtorsdag den 17. april kl. 14.30 er hjemmekamp mod AC Horsens - som HB Køge har besejret i de to første opgør i sæsonen - og 2. påskedag den 21. april udekamp mod rækkens duks, Hobro IK.
Til kampen i Fredericia må HB Køge se bort fra anfører Morten Karlsen og Simon Richter der begge er sendt en tur i karantæneboksen, hvor de afløser Phillip Zinkernagel og Eddie Gomes, der sad over mod Vejle men altså er klar til atter at trække i arbejdstøjet.
Det er 7. gang HB Køge møder FC Fredericia. Det er hidtil blevet til 2 sejre, 1 uafgjort kamp og 3 nederlag med samlet målscore på 10-8 i jysk favør.