Der skal drikkes mindre i Aabenraa
Alkoholforbruget blandt unge i Aabenraa kommune er faldet markant de senere år. Men målsætningen er, at alle skal drikke mindre
En ny undersøgelser viser, at unge drikker markant mindre i dag end tidligere. På landsplan er andelen af unge, der drikker mere end højrisikogrænsen, faldet fra 19,7 procent i 2010 til 14,7 procent i 2013. Og i Aabenraa Kommune glæder formand for Social– og Sundhedsudvalget Povl Kylling Petersen sig over udviklingen, og at de indsatser, der gøres på området ser ud til at virke.
“Der er en klar sammenhæng mellem, hvor tidligt man starter med at drikke og sandsynligheden for, at man får problematiske alkoholvaner senere i livet”, mener Povl Kylling Petersen.
Lige nu er der flere forebyggelsesinitiativer i gang i Aabenraa Kommune.
“Undersøgelser viser, at unge generelt tror, at andre unge drikker meget mere end de reelt gør”, fastslår Povl Kylling Petersen.
Social– og Sundhedsudvalget og Børne – og Uddannelsesudvalget i Aabenraa Kommune har derfor besluttet, at alle sjette- og niendeklasser fremover skal arbejde med denne “sociale misforståelse” blandt de unge.
Også de voksne
Et andet tiltag er, at unge underviser andre unge omkring alkohol og stoffer på kommunens 19 skoler.
“Ungdommen har taget et syvmileskridt i løbet af de seneste par år. Men hvis vi skal have de unge til at drikke endnu mindre, er det nødvendigt, at vi voksne kommer på banen og forholder os til vores egne alkoholvaner, mener Rusmiddelkoordinator i Aabenraa Kommune Ken Grøndahl Lassen.
Aabenraa Kommune vil i løbet af 2014 undervise al frontpersonale - fra pædagoger i institutioner til socialrådgivere - i, hvordan de italesætter alkoholvaner hos de borgere, de møder.
“Sundhedsprofilen viser, at mere end 30 procent af storforbrugerne af alkohol i Syddanmark ønsker at gøre noget ved deres forbrug, derfor starter vi et undervisningsforløb af kommunens frontpersonalet, der vil give dem nogle konkrete redskaber til at starte en samtale om alkoholvaner”, fortæller Ken Grøndahl Lassen.
Samlet set udviser 11,9 procent af indbyggerne i Aabenraa Kommune ifølge sundhedsprofilen tegn på et problematisk alkoholforbrug, mens tallet på landsplan er 14,6. Der er dog en stor grad af usikkerhed forbundet med tallene.
“Når alt kommer til alt handler det her om et opgør med vores kultur”, siger Povl Kylling Petersen.