Cykler er igen blevet populære
Cykelhandlerens bud på konfirmationsgaven
Konfirmationsfesten nærmer sig, og hvad skal man give konfirmanden? Lokalavisen Budstikken Vejle har været ude og spørge en række butikker i Vejle, hvad de ville foreslå.
Hos Vejle Cykle-Central i Gormsgade er indehaver Hans K. Jeppesen ikke sen til at hive et par cykler frem, der egner sig til konfirmander af begge køn.
"Cykler er ved at blive populære gaver igen efter lang tid med iPads og fladskærme. Forældrene giver børnene den sidste cykel, før de flytter hjemmefra, og så må den godt koste noget og se smart ud," siger han og fremviser en Centurion Image i en herre- og damemodel.
Centurion Image er en sportspræget city-bike, der befinder sig midt imellem racercykel og mountainbike, og som også godt kan bruges til en tur på skovstien. Stellet sidder højt, så man ikke kommer til at læne sig for langt forover, hvilket sammen med sædet giver god komfort. Modellen med 7 gear er lettest at vedligeholde og rengøre, men ellers kan man også få modeller med 16, 18 og 20 gear. Priser fra 4.600-6.500 kroner.