Fra sprognørd til rektor
RUC's nye rektor Hanne Leth Andersen blev, da hun i sin tid startede med at læse på universitet, ofte spurgt om, hvorfor hun valgte at læse noget så brødløst som romansk filologi og fransk. I dag kan hun skrive rektor på cv'et og samtidig mane manges fordomme i jorden om, at det lønner sig at læse en målrettet uddannelse og at en humanistisk akademisk ikke lønner sig. - Jeg synes ikke om tidens tendens, hvor man tvinger unge til at tænke i en bestemt bane allerede fra folkeskolen, siger rektoren og fortsætter: - Det er synd og spild af gode kræfter, da målrettethed ikke giver menneskelig udvikling. For Hanne Leth Andersen har de, i nogle øjnes unyttige fag, altid givet hende brød på bordet. De har ført hende til job som direktør, underviser, som tekstredaktør i forlagsbranchen og nu som førstedame på Roskildes store universitet.
Fransk sprognørd
Hanne Leth Andersen beskriver sig selv som en sprognørd, der elsker at sidde og fifle med ord, grammatik og at finde den røde tråd i de ting, hun beskæftiger sig med. Foruden fransk taler hun også tysk og engelsk på et højt niveau. Når man spørger hende, hvorfor det lige blev det franske sprog, der kom til at stå hendes hjerte nærmest, bliver hun et klart svar skyldigt. - Jeg tror nok, det dengang var det mest eksotiske sprog for mig, siger hun tøvende. Men kærligheden til det franske er der stadig. Og måske flytter hun igen tilbage til landet en gang i fremtiden.
Fransk stil viste vejen
Da Hanne Leth Andersen gik i gymnasiet havde hun et brændende ønske om at komme til Frankrig, og hun spurgte en lærer, hvordan det var muligt. Beskeden var, at der netop var en stilkonkurrence. Præmien var en tur til Paris, som den unge Hanne Leth Andersen vandt. I Paris mødte hun en ung dansk pige, som hun spurgte til råds om, hvordan man blev au-pair-pige i Frankrig. Pigen, som stadig er en af rektorens gode veninder, sagde, at hun ikke skulle være pige i huset, men på gymnasiet i Frankrig. Der var ikke langt fra tanke til handling, og kort efter var hun optaget på et fransk gymnasium, hvor hun gik et år, før hun kom tilbage til det fynske. Her kom hun efterfølgende ind på Odense Universitet. Med denne historie er hun et levende bevis på, at det er fornuftigt at lade interessen råde, når man vil uddanne sig.
Udvikler og afvikler
På RUC har man for et par år siden nedlagt den franske afdeling for sprog, og man er netop i færd med at gøre det samme for faget tysk. Fagene var for små til, at de kunne køre ordentligt rundt på RUC, men alligevel bliver de netop nu styrket, forklarer rektoren. I dag kan man læse andre fag på RUC og samtidig styrke sproget. Dermed får man et fransk eller tysk plus på eksamensbeviset. For at få det, skal man skrive projekter på plus-sproget og enten have læst faget i eller have været i praktik i et tysk eller fransk-talede land. - Vi har valgt at styrke sprogene ved at integrere dem i andre fag, siger Hanne Leth Andersen.
Metropolen RUC
Hanne Leth Andersen drømmer om, at man i fremtiden betragter RUC som en metropol og ikke længere et universitet på en pløjemark. Hun mener, at RUC har mulighederne og pladsen til at lave en vild og levende campus. - Vi generer så meget aktivitet, kreativitet og energi, som vi i fremtiden også skal dele med hele verden, siger Hanne Leth Andersen og fortsætter: - Vi skal åbne os op, så vi bliver et mødested for både virksomheder, studerende og mange andre. Lige netop nu er RUC et af foregangs-universiteterne for flere asiatiske lande, der opbygger universiteter med projekt og gruppearbejde, som er nogle af de vigtige hjørnestene på RUC. - Det er en udfordring for dem, da det ikke ligger til deres kultur. Til gengæld er det noget, man gør i opgangstider, hvor mange føler, at der er plads og råderum til at gøre noget, der ikke er så målrettet og konkret, men i stedet giver gode værktøjer til at gå videre med. - Og disse værdier skal man ikke glemme, når tiderne bliver lidt hårdere som i de seneste år i Danmark, siger Hanne Leth Andersen, der glæder sig til at arbejde med læringsstrategien på RUC som rektor på universitetet. ag@roskildeavis.dk CV Hanne Leth Andersen er født på Fyn i 1962. Hun har læst romansk filologi og har en Ph.d i fransk fra København Universitet. Hun har været direktør på CBS. Har siden 2010 været prorektor på RUC. Hun bor på Frederiksberg sammen med sine to store drenge. Hun elsker at nørde med sproget i form af at skrive bøger og artikler. Den sparsomme fritid nyder hun ved at løbe, samle gamle fine glas og ved at gennemtrave det ugentlige loppemarkede på Frederiksberg.