Fortsæt til indhold

Kjøge Mini-By holder åbent i påskedagene

Arkiv
Arkiv

KØGE: Et sikkert forårstegn er, når Kjøge Mini-By kan melde klar til åbning og det er altid med en for-premiere, nemlig åbning omkring påsken.
Den officielle åbning på Strandvejen 111 er altid 1. maj med forskellige markeringer denne dag, men i disse dage er Mini-Byens frivillige medarbejdere i fuld gang med at gøre klar til at holde åbent i syv dage, nemlig i weekenden 12.-13. april og igen 17.-22. april alle dage kl. 10.00-16.00
Sidste år faldt påsken i marts og som sikkert alle husker, var det med sne og kulde, hvilket afstedkom kun få besøg i Mini-Byen. Nu håber alle på, at vejret arter sig, så et stort antal gæster kan få lejlighed til at se Kjøge centrum i størrelsesforholdet 1:10. Der står 425 færdige huse/bygninger i byen. Åen og havnen er for nylig blevet renset for blade og grene og gartnerne er i gang med at gøre klar til sæsonen.
I vinterens løb har der været stor aktivitet på byggeværkstederne, så der står otte huse lige udenfor værkstedet der venter på at blive sat ud, hvilket sker lige efter påske. På byggeværkstedet er man i gang med 11 nye huse/bygninger.
Fem renoveringer er næsten klar til at komme ud, der i blandt det allerførste hus der blev opført til Mini-Byen, nemlig Kirkestræde 20 (børnebiblioteket), det ældst daterede bybindingsværkhus i Danmark fra 1527. Det har holdt i 23 år, men materialerne til at fremstille de små huse er blevet langt bedre, derfor er det bygget op fra grunden endnu engang. det samme med bygninger på Torvet 1, 4 og 6.
Blandt de bygninger der er under opførsel er hjørneejendommen Kirkestræde 21/Ll. Kirkestræde 2-6, den gamle frk. Guldbergs børnehave. En meget stor bygning, som allerede nu giver byggemesteren grå hår i hovedet med at få ud af værkstedet. Det vil til den tid kræve at hele dørpartiet skal fjernes, men det skal nok gå meddeler Kjøge Mini-By.
pm