Roser til Flemming
Lejres borgmester er glad for Damgaards lokalpolitiske arbejde gennem 40 år
- Han udfører et rigtigt godt politisk arbejde, fordi han både er med i kommunalbestyrelsen og i Folketinget. Det er til stor gavn for vores område, sagde Lejres borgmester Mette Touborg (SF), da Venstres Flemming Damgaard Larsen tirsdag fejrede sit usædvanlige 40 års jubilæum i kommunalpolitik. - Han er meget fin at arbejde sammen med, fordi han går efter resultaterne og har stor indsigt på flere niveauer. Hans mangeårige politiske indsats både i kommunen, amtet og Folketinget har også krævet meget og kostet noget, fordi han har skullet klare mange ting samtidig, roste Lejres røde førstedame sin erfarne kollega. - Flemming er værd at fejre for en imponerende indsats, konkluderede Mette Touborg.
I grevens festsal
Flemming Damgaard startede for 40 år siden sin politiske løbebane som 23-årig i den daværende Bramsnæs kommune. I mange år var han også medlem af Roskilde Amtsråd, hvor han nåede at være formand for Teknisk Udvalg, og fra 2001 har han tillige været valgt til Folketinget for Venstre i Roskilde. Symbolsk nok foregik Damgaards jubilæums-reception i en af de flotte sale på Ledreborg Slot, hvor væggene var fyldt med portrætter af gamle adelsfolk. Herfra herskede lensgreverne engang over hele området vest for Roskilde, mens bønder, husmænd og arbejdsmænd aldrig satte deres fødder så fint et sted. Nu er det deres efterkommere, der som repræsentanter for folkestyret bruger salen ved sådan en reception. Blandt gæsterne var mange Venstre-folk og repræsentanter fra de øvrige partier, som Flemming Damgaard har arbejdet sammen med gennem sine mange år i politik. tk