Fortsæt til indhold

Jazzens uge på Tobakken

Arkiv
Arkiv

I denne uge er det jazzen, der tager førertrøjen på Tobakken, når jazzdivaen Caroline Henderson torsdag aften går på scenen, og Nat King Cole bliver taget under kærlig behandling på lørdag. Fredag er det dog dansksproget pop, der er på programmet, når Rasmus Nøhr går på scenen.
Caroline Henderson udgav sidste forår sit seneste album ”Lonely House”. Et album hvor hun har valgt at fortolke sange af den store tyske komponist Kurt Weill. Anmeldelserne af albummet har været helt forrygende, og Caroline Henderson har i efteråret været på turné med sit band, og spillet de nye sange krydret med evergreens fra bagkataloget, men dette forår er turne-tonen en noget anden.
I modsætning til de store koncerter med hele bandet bliver det en helt anderledes og langt mere intim oplevelse at høre Caroline Henderson på Tobakken torsdag kl. 20.00. Der vil være en tættere og mere umiddelbar kontakt mellem kunstner og publikum, som giver hende mulighed for at gå i dybden med sangene og formidle historien og følelserne i øjenhøjde med publikum.

Rasmus Nøhr også på plakaten

Fredag kl. 21.00 er der højt humør på Tobakken. Den humørfyldte sanger og sangskriver Rasmus Nøhr udgav i november sidste år sit 5. album ”Retursekund”.
Albummet distancerer sig fra de tidligere udgivelser, hvor de glade og hurtigt fordøjelige sange var i overtal, til et album, hvor man møder mere fordybelse i sange om længsel, vemodighed og tvivl.

Nat King Cole i nye klæder

Lørdag den 12. april kl. 20.30 er der igen jazz på Tobakken med bassisten Nicolas Kock som vært og kapelmester. Nat King Cole døde i 1965 og blev kun 45 år, men han nåede at opnå status som en af underholdningshistoriens største og mest populære sangere og entertainere. Man hylde Nat King Cole ved at spille og synge sig igennem nogle af de sprudlende og smukke evergreens fra hans repertoire.