Glædelig jul for anbragte børn
Handelslivet starter indsamling med lotteri og bidrag fra butikkerne
Børn fra Roskilde, som af den ene eller anden grund er anbragt udenfor hjemmet, skal også have noget ekstra at glæde sig over, når det bliver jul i slutningen af 2014. Derfor starter handelslivet i Bymidten, som er organiseret i Roskilde Handel og Stjernebutikker, en indsamling med lotteri og bidrag fra butikkerne, som kan hjælpe til med at sørge for det. For at alt skal gå rigtigt til, både ved lotteri, indsamling og uddeling af gaverne, har organisationen allieret sig med Børnehjælpsdagen, som siden 1904 har stor erfaring med denne type arbejde. I Roskilde alene er flere hundrede børn anbragt udenfor hjemmet, og de kan komme i betragtning til denne håndsrækning.
Overskud fra butikker
En del af midlerne kommer fra en række butikker, der har lovet at give 5 procent af deres omsætning ved de to planlagte aftener, hvor handelen i Roskilde vil holde længe åbent, nemlig 2. maj og 29. august. Samtidig gennemføres et lotteri i flere omgange. Det første skydes i gang 16. april på Stændertorvet, når forretningerne denne onsdag før Skærtorsdag holder længe åbent til klokken 20. Her kommer Brødrene Olsen og underholder med et Grand Prix show, og deres berømte internationale vindermelodi ‘Smuk som et Stjerneskud’ er garanteret med i programmet. I det første lotteri er der præmier for omkring 45.000 kroner med op mod 100 gevinster, som er skænket af butikkerne indenfor Roskilde Handel og Stjernebutikker. Præmierne er udstillet i vinduet hos Roskilde Avis på Algade, og blandt de attraktive gevinster er blandt andet billetter til årets attraktive udgave af Roskilde Festivalen. Lodsedlerne kan købes i en lang række af byens forretninger og ved starten på Stændertorvet 16. april. En ny omgang af lotteriet starter efter sommerferien den 9. august.