Krigen er rykket til Oksbøl
Frem til den 11. april gennemfører Danske Division øvelse Yellow Knight 2014 i Oksbøl
Her trænes brigader fra Letland, Estland og Litauen samt to danske brigader i offensive operationer med særlig vægt på kamp i bebyggede områder. De fem brigader skal under Danske Divisions kommando angribe ind i og befri NATO-landet Estland, der er delvis besat af fjendtlige militærenheder.
Øvelse Yellow Knight 2014 afslutter Danske Divisions uddannelsescyklus for de fem brigader i 2013-14 og er bygget op omkring en fiktiv situation, hvor NATO-landet Estland efter længere tids politiske spændinger er blevet angrebet og delvis besat af et aggressivt nabolands militære styrker. Estland har anmodet sine NATO-allierede om hjælp og det er på den baggrund, at Danske Division er indsat med de fem brigader.
”Det centrale formål er at træne de fem brigadechefer og deres stabe i at træffe operative beslutninger, føre underlagte enheder samt koordinere deres indsats med naboenhederne. Som en division i NATO med så bred multinational deltagelse som her, har vi særdeles gode betingelser for at øve os i et internationalt scenarie og få diskuteret forskellige løsningsmuligheder igennem og tage herfra med ny viden og erfaring,” siger chefen for Danske Division, generalmajor Michael A. Lollesgaard.
”Det særlige er, at vi skal gennemføre kamp i bebyggede områder i et NATO-land. Operationer i byområder er rent militært en yderst vanskelig kampopgave. Hensynet til den civile befolkning spiller en særlig vigtig rolle og samtidig skal vi tage højde for bevaringsværdige bygninger og vigtig infrastruktur, som også skal kunne fungere efter kampene er ovre. Alt sammen giver det ekstra friktioner og øget kompleksitet i beslutningsprocesserne – noget jeg glæder mig rigtig meget til at øve med brigaderne,” siger Michael A. Lollesgaard.
Scenariet, som har været anvendt siden april 2013, er fysisk henlagt til blandt andet Estland med den afsluttende kamp i bebyggede områder i og omkring hovedstaden Tallinn. Øvelsen gennemføres som en såkaldt stabs- og signaløvelse. Det vil sige en øvelse, hvor det udelukkende er de centrale føringselementer, der deltager. Der deltager ca. 600 soldater i øvelsen, men ingen deciderede kampenheder.