Portræt af en rusten og døende gammel dame

Som fjord- og havneby er det kun passende, at vi i Vejle har vores helt egen havfrue. Et væsen, der på mystisk vis har det med at dukke op rundt omkring i byen - måske på udkig efter menneskeligt selskab som hos H.C. Andersen.
Før Andersen og Disney var havfruer farlige skabninger, der lokkede uforsigtige sømænd i døden, og nogle vil måske også mene, at det store, rustne skrummel har noget uhyggeligt over sig. For mit eget vedkommende synes jeg, hun er noget af det smukkeste kunst, Vejle har at byde på, og jeg har ofte undret mig over hendes omskiftelige tilværelse. Snart stod hun det ene sted, snart det andet.
Havfruen blev lavet i 1996 af den uruguaysk-fødte kunstner Milton Blanc i samarbejde med en kunstnertrio fra Cuba som vartegn for en af de største kulturbegivenheder i Vejles historie, nemlig Kulturby 96-projektet, der havde temaet 'vand'. Dengang blev hun placeret på 'Tænketanken', en af Haahrs udtjente olietanke på havnen, der til anledningen var blevet udsmykket af samme kunstner. Der tronede hun 20 meter over jorden og spejdede ud over fjorden. Faktisk har hun både et ansigt for- og bagtil, så det andet skuede ind over Vejle. I øvrigt er det ikke helt korrekt at kalde hende en havfrue, for hun skal forestille at være tvekønnet - havfrue foran og havmand bagtil.
Milton Blanc døde et halvt år efter, havfruen var lavet færdig, og planerne om at lave et permanent kulturområde ved tanken led skibbrud.

Havfrue på byvandring

Da Tænketanken blev nedrevet omkring årtusindskiftet, kom hun/han ned at stå ved Spinderihallerne, hvor hun med årene blev mere og mere forsømt og tilgroet. Til gengæld kunne man ved selvsyn se, hvor smuk hun er. Fuld af detaljer og rustfarvet, før rust blev det nye sort i Vejle. Men det var også her, at hendes hjemløse byvandring begyndte – langt fra fjorden og vandet.
Måske var det derfor, hun virkede en kende mistrøstig, da hun stod oppe i Orla Lehmannsgade, lidt i vejen med sin vældige dobbelthale og lidt klemt ind mod buskadset. Her blev hun placeret i 2006 som en midlertidig løsning, der skulle gå hen og vare syv år, og man fik efterhånden den mistanke, at hun var lidt uønsket.
Men det er nu ikke tilfældet, forsikrer Arne Mølgaard, faglig konsulent hos Teknik & Miljø i Vejle Kommune.
“Det mest nærliggende ville have været at stille hende op ude ved fjorden, eventuelt på græsset ved Strandvejen, men der ville hun nok ikke se ud af så meget. Inde i byen fylder hun godt ud i gadebilledet,” fortæller han.

En rusten, gammel dame

I forbindelse med renoveringen af Maria-parken blev hun i efteråret 2013 flyttet ned til Å-Centret, hvor den gamle toiletbygning stod. Med sit ene ansigt kigger hun over på Bryggen, som hun i kraft af sin farve måske føler sig beslægtet med. Med det andet kigger hun på Å-Centret, der meget vel kan blive hendes endeligt. Jungletrommerne siger jo, at det snart skal udvides og ombygges, muligvis med en vejlensisk Magasin. Og så er det ikke sikkert, at der længere er plads til “den rustne, gamle dame”, som Arne Mølgaard kalder hende. Det ubehandlede jern, hun er lavet af, holder ikke evigt, og ved nærmere inspektion kan man tydeligt se, at hun er lidt “ude af form”.
“Den klarer ikke en flytning mere,“ mener Poul Erik Larsen, afdelingsleder ved Vej & Park, og tilføjer, at man besluttede at give hende et sidste sted, da arbejdet med Maria-parken begyndte.
I det mindste er hun på sine ældre dage kommet tæt på vandet igen. Og hvem ved, måske ender det med, at hun i frustration over sin omflakkende tilværelse springer ud i åen, før hun ender som skrot. Nyd hende, så længe det varer.