Fortsæt til indhold

Multibane ved Karlemoseparken indvies med fest og fodbold

Arkiv
Arkiv

INDVIELSE: Multibanen i Karlemoseparken i Køge står nu klar til børn, unge og alle andre, der har lyst til at hygge sig med en gang bold.
På onsdag den 23. april indvies multibanen med taler, musik og fodboldturnering. Alle er velkomne til åbningsfestlighederne, som starter klokken 16.00.
Karlemoseparken har ventet spændt på multibanen, som er en opgradering af områdets gamle græsbane, fortæller Pia McKee, tværgående børne- og ungekoordinator i Boligsocialt Fællessekretariat.
- Banen er blevet drænet og forsynet med kunstgræs og lys. Så nu kan man spille bold her døgnet rundt, året rundt. Vi håber, at multibanen kan blive stedet, hvor man mødes og har det sjovt med kammeraterne. Samtidig vil vi også bruge banen meget målrettet til at hjælpe de unge i Karlemoseparken over i de rigtige idrætsforeninger. Et af de overordnede mål med Helhedsplanen er nemlig at skabe en stærkere forbindelser mellem beboerne i vore boligområder og det etablerede foreningsliv, siger Pia McKee.

Tværgående samarbejde

Multibanen er en del af den boligsociale helhedsplan, som skal gøre bl.a. Karlemoseparken til et endnu bedre sted at bo. Banen er længe blevet efterspurgt af borgerne i Karlemoseparken, men uden Køge Kommunes engagement i projektet var den aldrig blevet til noget.
Byrådets nu nedlagte arbejdsgruppe ”Tryghed og Godt Ungeliv” har i tæt samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen og Kulturafdelingen i Køge Kommune gjort det muligt at anlægge banen.
- Mange gode kræfter har arbejdet sammen om Multibanen. Og det er også dette samarbejde, vi gerne vil fejre med åbningsfesten den 23. april. På dagen holder vi bl.a. en stor street-soccer turnering, hvor alle kan være med – både børn og voksne. Bare mød op, så sætter vi dig på et hold, lover Pia McKee.
Formanden for Byrådets Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalg, Mads Andersen, skyder Multibanens åbningsfest i gang med en tale. Du kan også høre god musik, leveret af Shenanigans fra Tapperiet med god musik, og smage lækker mad fra Klemmenstrupgård Produktionshøjskole.
Der er gratis adgang til indvielsesfesten.
pm

Multibanen ved Karlemoseparken.