Fra kriminalpolitiet til landbetjent i Bredsten
43-årige Tommy Sørensen er ny landbetjent i Bredsten
Et par lokale borgere i Bredsten hilser venligt på Tommy Sørensen, da de finder ud af, at han er afløseren for den mangeårige landbetjent i byen, Jørgen Overgaard.
Tommy er helt ny mand i byen, men i mindst fire år kan han nu kalde sig den lokale landbetjent, og han glæder sig til de nye udfordringer, hvor alt er meget nyt for ham.
“Jeg kommer fra kriminalpolitiet, men jeg søgte stillingen, fordi jeg trængte til nye udfordringer. Det at komme til at arbejde med mere borgervendte opgaver, ser jeg meget frem til,” siger han.
Som landbetjent bliver hans opgaver mangfoldige lige fra forekommende politiopgaver som patruljering og færdselsindsatser samt SSP, afholdelse af cyklistprøver, kontakt til skoler og så videre.
“Borgerne kommer ikke til at mærke den store forskel i forhold til før, men det er klart, at jeg selvfølgelig ikke har Jørgen Overgaards enorme erfaring med byen og området. Nu skal jeg i gang med at lære det hele bedre at kende,” siger han og smiler.
Og smil må der gerne deles ud af, forklarer den nye landbetjent.
“En god landbetjent skal finde balancen mellem at møde folk med et smil, men stadig have en klar myndighed. Der skal være en gensidig respekt,” siger han.
Vejlenser
Borgerne i Bredsten, Gadbjerg, Ny Nørup, Vandel og Lindeballe-området har fået en ny betjent, der er 43 år, født i Vejle og som bor i Bredballe med sin familie. Han går gerne på jagt og til hundetræning. Og er man et ungt menneske og har taget knallertkørekort, har man sikkert mødt Tommy Sørensen på Domus. For han underviser de unge i at køre sikkert på vejene.
Landbetjente behøver ikke længere at bo, hvor de arbejder. Reglerne er ændret fordi en stor del af de kontormæssige opgaver ikke længere finder sted hos politiet. Pas, kørekort, registreringsattester med videre.
Tommy Sørensen kan træffes mellem 8-16 på hverdage (torsdag dog 10-17) på telefon 7258 3577. Derudover kan man stadig ringe 114 eller ved hastende opgaver 112.
Der er på nuværende tidspunkt ikke truffet afgørelse om eventuel placering af et lokalt borgerbetjeningssted.