Fortsæt til indhold

Praktik er ofte vejen til jobs

Samarbejde med socialt ansvarlige virksomheder giver gode resultater

Arkiv
Peter Rasmussen

I Haderslev er der gode erfaringer med virksomhedspraktik, hvor virksomheder opretter faste praktikpladser til ledige, der er langt væk fra arbejdsmarkedet. Der mangler dog virksomheder, der har lyst til at være med i den nye centerordning – 'Virksomhedscenter Generation 2', og derfor vil kommunens konsulenterne nu forsøge at få foden indenfor hos flere lokale virksomheder.
“Det, der driver os er at se, når tingene lykkedes, og praktikanterne udvikler sig. Når de forlader os flyvefærdige og er klar til enten et job eller til at gå i gang med en uddannelse, så ved man, at vi gør noget rigtigt.” Sådan siger Torben Dahlgaard, varehuschef i Kvickly Vojens.
Kvickly er en af de virksomheder, der er med i en virksomhedscenterordning i Haderslev, der går ud på, at virksomhederne opretter en eller flere praktikpladser og samtidig stiller en eller flere mentorer til rådighed. Haderslev Kommune kan så løbende sende ledige borgere i praktik i virksomheden.
Virksomhedscenter Generation 2 er en videreudvikling af virksomhedscentertanken, der første gang så dagens lys i 2009. I forbindelse med Generation 2 vil to af Haderslev Kommunes virksomhedskonsulenter gøre et ekstra arbejde for at skabe opmærksomhed omkring ordningen, der skal køre i to år.
“Vi skal have hul igennem til flere lokale virksomheder, for vi oplever, at det er en rigtig god ordning for både kommune, borgere og virksomheder. Det handler om, at borgerne kommer tættere på arbejdsmarkedet ved at komme ud på en rigtig virksomhed, hvor de udfører et rigtigt stykke arbejde ift. deres ressourcer,” siger virksomhedskonsulent Bertel Hansen.
Erfaringen viser, at en fjerdedel af de borgere, der har været tilknyttet et virksomhedscenter, kommer tættere på arbejdsmarkedet efter forløbet.

Lyst til ansvarlighed

For at være med i ordningen, skal virksomhederne have lyst til at udvise social ansvarlighed, samt have en mentor, der kan hjælpe praktikanterne på arbejdspladsen. Haderslev Kommune hjælper med at uddanne mentorerne, der også bliver tilknyttet mentornetværket. Mentorerne bliver frikøbt med fire timer om ugen. En virksomhed, der etablerer 4 arbejdspladser, der alle er besat, vil altså kunne få 16.000 kroner om måneden og få mulighed for at løse opgaver, der ellers ikke vil blive løst.
“Vi har brug for flere virksomheder, der har lyst til at være med til at tage et socialt ansvar. Det kan både være private virksomheder eller kommunale institutioner, der ønsker at give plads til et par ekstra hænder. Vi følger tæt op hele tiden og er i tæt dialog med borgerne og virksomhederne,” siger virksomhedskonsulent Jette Kaehne.
“Vi har arbejdet med det i mange år. Vi er en stor virksomhed, og vi vil gerne være med til at tage et socialt ansvar. Vi oplever, at det her en rigtig god måde at gøre det på, og som vi også oplever giver rigtig god mening for praktikanterne,” siger Torben Dahlgaard fra Kvickly i Vojens.