Samarbejde med stort perspektiv for alle
Nyt samarbejde er en rigtig “win win situation”
Boligselskabet HAB og ejendomsmæglerfirmaet Nybolig Haderslev har indledt et samarbejde om at formidle boliger.
“Det er et oplagt samarbejde, vi skulle have taget hul på for flere år siden,” siger Torben Strøm, som både er indehaver af Nybolig Haderslev og formand for Dansk Ejendomsmæglerforening:
“Vi har ofte henvendelser fra folk, som i forbindelse med huskøb eller salg har brug for en lejebolig. Det kan være et seniorægtepar, som vil sælge huset og flytte ind i noget mindre og nemmere inde i byen – eller husejere, som har solgt huset og skal bygge nyt, og som mangler et sted at bo til leje i mens. Jeg synes, det er en oplagt serviceforbedring, at jeg kan vise mine kunder, hvad der lige nu er af ledige boliger i HAB og dermed hjælpe min kunde til at få en ny bolig,” siger Torben Strøm.
Samarbejdet betyder, at man gensidigt henviser til og reklamerer for hinanden og trækker på hinandens kompetencer.
“Vi har mere til fælles end det modsatte,” siger Christian Skovfoged, adm. direktør i HAB:
“Vi ønsker begge at styrke bosætning og tilflytning i Haderslev, og vi kan samarbejde om at gøre boligmarkedet lidt mere fleksibelt. Kan vi sammen med Nybolig eksempelvis bidrage til, at et ungt par kommer godt ud af HAB og lige så godt ind deres første ejerbolig, så er det et plus i servicen til vores beboere,” siger han.
Torben Strøm tror, samarbejdet vil blive til gensidig gavn og glæde – og at kunderne hos både boligforening og mægler vil opleve det som en styrket service:
“Hvis du sælger en villa i dag, så er det måske 25-30 år siden, du sidst var aktiv på boligmarkedet. Meget har forandret sig i den tid. Samarbejdet med HAB kan være med til at give vores kunder en bred indsigt i, hvad der er på boligmarkedet – også lejeboligmarkedet. Det tror jeg vil blive opfattet som god service,” siger Torben Strøm:
“De færreste bor udelukkende i ejerbolig hele livet. Så her er det vigtigt at vi bakker op om hinanden.”