Aabenraa vandt Sygeplejeskolen
UC Syddanmarks bestyrelse valgte at pege på Aabenraa
University College Syddanmarks bestyrelse peger på en flytning af sygeplejerskeuddannelsen fra Sønderborg til Aabenraa.
Det betyder, at Aabenraa nu kan se frem til at føje endnu en uddannelse til Campus Aabenraa, og styrker dermed sin position som uddannelsesby.
Tre grunde fremhæves af UC Syds bestyrelse som grundlag for, at valget faldt på Aabenraa.
Tværfaglighed, samarbejde mellem professionsuddanneler og forskning og endelig et bedre optagegrundlag af unge.
De økonomiske aspekter, derimod, har ikke været afgørende for bestyrelsens beslutning, idet driftsudgifterne ved de to løsninger anslås til at være stort set ens.
Glad borgmester
Borgmester i Aabenraa, Thomas Andresen, er naturligvis glad for beslutningen.
“Jeg er især glad for, at det bakker så godt op omkring vores Vækststrategi. At UC Syddanmark nu kommer til byen giver et rygstød til, at vi får sat gang i nogle konkrete projekter, og får spaden i jorden. Nu bliver det til noget”, lyder det bl.a. fra borgmesteren.
Han bemærker desuden, at han er glad for, at UC Syddanmark har lagt en del af de argumenter, som Aabenraa kommune fremførte, til grund for beslutningen om den endelige placering af uddannelsen.
“Det giver ingen mening”
I Sønderborg vækker beslutningen derimod ikke glæde.
“Jeg er ærgerlig over, at man i UC Syddanmarks bestyrelse har valgt at ignorere de talrige argumenter der var for at beholde sygeplejeuddannelsen i Sønderborg. Og så er jeg ked af det på de studerendes vegne. I stedet for at styrke Sønderjyllands største og mest populære studieby, vil man i stedet svække den.... Det giver simpelthen ingen mening, UC Syddanmarks bestyrelse gambler med Sønderjyllands fremtid, og det syntes jeg er stærkt problematisk”, siger borgmester Erik Lauritzen.
Fortsat samarbejde
Borgmester Thomas Andresen mener ikke, at kampen om sygeplejeskolen behøver at skabe splid mellem de to sønderjyske kommuner.
“Nu må vi se fremad og finde steder, hvor vi i stedet kan samarbejde. Vi kunne jo prøve i fællesskab at tiltrække nye uddannelser til landsdelen. Måske nogle tekniske uddannelser, som jeg mener helt naturligt kan placeres i Sønderborg”, opfordrer Aabenraas borgmester.