Mejls-, Orten- og Tinghøj junior- og ungdomsklub får pavillon
Klubben tildeles en af de pavilloner, som Varde Kommune har brugt i forbindelse med ombygningen af det tidligere rådhus
Mejls-, Orten-, og Tinghøj junior- og ungdomsklub har de seneste år levet en lidt omtumlet tilværelse, men nu er der udsigt til, at klubben kan få fast tag over hovedet, og at de derfor fremover kan fokusere kræfterne på deres aktiviteter for de unge i lokalområdet.
”Jeg er glad for, at pavillonerne kan finde anvendelse til glæde for det lokale foreningsliv. I Varde Kommune hjælper vi hinanden, og denne sag er et eksempel på, at den tætte kontakt mellem kommune og foreningsliv giver et meget konkret udbytte, når de brugte pavilloner nu bliver til klubhus i Tinghøj," siger Lisbet Rosendahl, formand for Udvalget for Kultur og Fritid.
MOT har søgt kommunen om tilskud til flytning og reetablering af pavillonen fra Bytoften til klubbens adresse på Stilbjergvej i Tinghøj.
I den forbindelse er foreningen blevet bevilget et rentefrit lån af kommunen, som skal afvikles over en tiårig periode.