Dagplejernes talerør takker af
Efter 37 år har Jytte Mose sidste arbejdsdag i FOA, hvor hun alle årene har talt dagplejernes sag
Selv er hun fra generationen, hvor det var mere reglen end undtagelsen, at kvinderne blev hjemme og passede børn, mens mændene skaffede mad på bordet. Den løsning var hendes mand, Erik, da også så varm fortaler for, at Jytte Mose blev hjemmegående, da deres to børn kom til verden for over 40 år siden. Men siden har hun taget revanche.
Torsdag den 10. april har hun sidste arbejdsdag som formand for pædagogisk sektor i FOA Esbjerg efter imponerende 37 år som faglig aktiv.
“Jeg har det godt med at stoppe og har haft det planlagt meget længe, men jeg har virkelig godt kunnet lide mit arbejde, og jeg er helt sikker på, at det vil krible i mig, når der i fremtiden sker forandringer på mit område, som jeg ikke længere kan blande mig i,” smiler Jytte Mose, der alle årene har talt dagplejernes sag og senere også pædagogmedhjælpernes.
“Dagplejerne er min hjertesag. Og når jeg kigger tilbage er et af højdepunkterne absolut også, da det i 1990 lykkedes os at sikre dagplejerne en fast månedsløn, løn under sygdom og få skåret deres arbejdstid ned fra 60 til 48 timer. Det var jeg med til at forhandle på plads ovre i København, og vi kunne slet ikke få armene ned” fortæller Jytte Mose, der faktisk selv startede som dagplejemor for næsten 40 år siden - dengang hendes egen børn var små.
En udviklingsrejse
Dengang hed arbejdstiden seks morgen til seks aften, og der var ingen garanteret mindsteløn. Det er med andre ord noget af en udviklingsrejse Jytte Mose har været på sammen med dagplejerne. Hun mener da også, at overenskomsten ikke er bare er blevet lysår bedre, men at der i dag også er en helt anden respekt omkring omkring dagplejernes arbejde end der var for år tilbage.
Respekt er der med garanti også omkring Jytte Moses imponerende indsats. Den bliver hun officielt takket for ved en reception hos FOA i Frodesgade torsdag den 10. april kl. 12.00. Herefter venter golfbanen, ægtemanden og tre børnebørn på hende.