Fortsæt til indhold

Vi ses på Tønden - og holder en fest

Indehaver af Sky-Club i Aabenraa, Thomas Rasmussen, har købt Hvabehar Bar og laver en bar med afterski stemning og masser af hygge

Arkiv
Af Betina Skjønnemand

Ungdomsmiljøet i Aabenraa får et løft, når Thomas Rasmussen lørdag den 12. april slår dørene op til Aabenraas nye bar, der har fået navnet “Tønden”.
Tønden ligger, hvor Hvabehar Bar indtil for nyligt har haft til huse, men baren får inden åbningen den 12. april ordenligt omgang, så den fremstår som helt nyrenoveret, når gæsterne bliver lukket ind baren.

After-ski stemning

Tønden bliver bygget op over et afterski-tema, så gæsterne får fornemmelsen af at være på løjperne i skilandet. Musikken bliver “syng-med”-numre, og Thomas Rasmussen håber at kunne tiltrække et publikum fra omkring de 20 år og opefter.
“Det vil blive ægte afterski stemning, og masser af muligheder for at skråle med på musikken”, lover han.
Baren vil også rumme gode muligheder for at hænge ud med vennerne over en øl eller en Jägerbombs.
Tønden vil nemlig komme til at rumme bl.a. bordfodbold, og så en af drengenes ynglingslege - nemlig at slå søm i.
“Vi vil få en stor træstub i baren, og så er det bare om at slå sig løs”, lyder det fra Thomas Rasmussen.

Varm op til Sky-club

Egentlig var det meningen, at Thomas Rasmussen ville have flyttet Sky-Club til en adresse ved havnen, og så samtidig lave en bar i sammenhæng med Sky-Club. Men den plan blev aldrig rigtig til noget, og derfor sprang han til, da muligheden for at købe Hvabehar Bar bød sig.
“Tønden er tænkt som et sted, hvor man kan hygge sig først på aftenen, og så senere måske gå på Sky-Club. Og der vil selvfølgelig komme en masse samarbejde mellem Tønden og Sky-Club”, lover Thomas Rasmussen videre.

Slut af på Tønden

Åbningstiderne på Tønden er torsdag til lørdag mellem 20 til 02, og som et lille kuriosum, så åbner Tønden igen søndag morgen kl. 05. Så kan man få afsluttet weekenden på festlig vis.