Fortsæt til indhold

Frem og tilbage til Ølby

Lars Lindskov har også oplevet at blive sendt frem og tilbage i det lokale sundhedssystem

Arkiv
Arkiv

Formanden for Jyllinge-hallen, Lars Lindskov, der samtidig er med i den genstartede sygehusgruppe, har også selv oplevet at blive sendt frem og tilbage mellem sygehuset i Ølby og Roskilde, fordi regionens sundhedssystem ikke er opbygget særlig logisk. Det tidligere konservative byrådsmedlem blev i 2011 ramt af gigtlignende symptomer og kom blandt andet til behandling på Rheumatologisk Ambulatorum i Ølby. Lægerne har ikke kunnet finde den nøjagtige årsag, og han behandles fortsat. Sygdommen vurderes nu til at være kronisk. Undervejs har han blandt andet fået binyrebark-hormon, hvilket gav en kraftig forøgelse af vægten, så han nærmest 'svulmede op'. Men ny medicin og en kraftig diæt har dog siden fået ham til at tabe 15 kilo igen. Lars Lindskov skal regelmæssigt have taget blodprøver, hvilket foregår på sygehuset i Roskilde, men tilbagemelding og kontrol hos lægen sker i Ølby. - Når jeg skal af sted hjemme fra Jyllinge eller fra mit kontor i Roskilde, føles transporten unødvendig lang, siger Lars Lindskov, der er selvstændig kommunikations-rådgiver.

Juleræset

I den netop overståede højtid udviklede behandlingen sig til et rent 'juleræs'. På vej hjem fra Møn for at aflevere sine børn i Jyllinge fik Lars Lindskov kraftige smerter og besluttede at holde ind i Ølby, der ligger lige på vejen, for at få en indsprøjtning, så han kunne få det lidt bedre. Her var Rheumatologisk Afdeling imidlertid lukket, så Lars Lindskov blev i stedet opfordret til at ringe til Lægevagten, der kunne visitere til en konsultation. - For mig var det en forunderlig oplevelse at stå i receptionen på Ølby Sygehus og ringe til et andet sted i regionen - for så at blive henvist til Lægevagten på sygehuset, hvor jeg faktisk allerede befandt mig. - Lægevagten kunne dog ikke give mig en indsprøjtning, men udskrev en recept på præparatetet, som jeg så kunne hente - på Domapoteket i Roskilde. Det var åbenbart det eneste sted i regionen, hvor man kan få udleveret medicin på det tidspunkt, idet det andet sted i Vordingborg lukker til aften. - Derfor måtte jeg så helt hjem til Roskilde efter medicin, inden jeg igen kunne køre tilbage til Møn og for anden gang den dag passerede sygehuset i Ølby. Her har jeg intet at udsætte på behandlingen, men som kronisk patient vil jeg foretrække at blive behandlet på det lokale sygehus i Roskilde, fremfor at blive kastet frem og tilbage i mit forløb. tk