Vodkapiger knaldet i campingkiosk
En 21-årig pige fra Frederiksværk og en 20-årig pige fra Ølsted var så vilde med vodka, at de tre dage i træk stjal vodka fra kiosken på Borrevejle Campingplads. Den fjerde gang blev de genkendt og snuppet af personalet.
Første spiritustyveri skete 31. marts, hvor de to tyvetøser stak af med fem flasker af den famøse væske uden at betale.
Dagen efter dukkede de op igen og tog otte flasker med sig. Pigerne fandt åbenbart, at det var overmåde let at få fat i, de for dem gratis flasker, så de dukkede op den efterfølgende dag og tog denne gang fem flasker med sig.
Men fælden klappede, da de dukkede op 4. april. Her blev de genkendt af personalet, før de kunne få fat i de populære dråber.
Pigerne blev tilbageholdt og overgivet til politiet. Tyvene blev ved alle tyverierne fanget på overvågningskameraet og får derfor meget svært ved at løbe fra deres ugerninger.
Til politiet har de forklaret, at tyverierne var impulsive handlinger, som de udførte, fordi de ingen penge havde.
ag@roskildeavis.dk