Egevolden holder deres årlige opvisning
I år er der 16 hold med til opvisningen og det er både børne- og voksenhold, der viser, hvad de har trænet på igennem sæsonen. Det bliver en forrygende dag, hvor forældre, bedsteforældre, familie, venner samt borgere i Hvidovre er mere end velkomne til at kigge forbi Frydenhøjhallen. Billetsalg og indgang åbner kl. 09.30, og startskuddet lyder kl. 11.00. Entré 30 kr. (børn under 10 år har gratis adgang). - Som noget nyt kan man også købe billet på vores hjemmeside - under ¿event¿ medbring kvittering som billet. Kom og bliv underholdt og inspireret i selskab med de mange forventningsfulde gymnaster, som er klar til at give jer et brag af en opvisning opfordrer EIC. Der vil være mulighed for at købe sandwich, frugt, kaffe og kage, sodavand, lotteri og meget andet hos Støtteforeningen i pauserummet. Alle er velkomne til sæsonens mest festlige oplevelse. Skulle der være nogen, der har lyst til lidt ekstra træning, fortsætter tre af foreningens klippekorthold træningen helt ind i maj måned (tirsdag, onsdag og torsdag). Som noget helt nyt opretter klubben før sommer træning på bl.a. spring og sjipping i maj og juni. Nærmere information om disse hold kan findes på foreningens hjemmeside eic-gymnastik.dk, hvor man naturligvis også kan finde oplysninger om opvisningen.