Sønderborg bliver vært for 40.000 spejdere
Spejderlejr med 40.000 deltagere skal afholdes i Sønderborg i 2017
Sønderborg har vundet kampen om at blive vært Spejdernes Lejr i sommeren 2017, hvor der ventes mere end 40.000 danske og udenlandske spejdere.
Hver femte danske kommune håbede på at blive vært for Spejderne, men valgte faldt altså på Sønderborg Kommune.
Borgmester Erik Lauritzen, der ellers har haft en trist uge med tabet af sygeplejeskolen, glæder sig naturligvis over valget.
”Her sætter vi handling bag vores ord, og så er vi gode til at stå sammen og løfte i flok – ligesom Spejderne. Allerede da vi arbejdede med ansøgningen, mærkede vi en enorm begejstring i lokalområdet. Der er rigtig mange, som gerne vil bidrage til at give de mange spejdere en oplevelse for livet. Så vi glæder os meget til at komme i gang med det store planlægningsarbejde sammen med dedikerede partnere og frivillige,” fortæller han og fortsætter:
”Vi har flere ting lige ved hånden, som passer godt til Spejdernes Lejr. For eksempel har vi en stærk klynge af virksomheder, som arbejder med grøn energi, så det er vores målsætning at skabe en CO2-neutral lejr. Når det gælder fødevarer, har vi også mange lokale producenter og aktive landsbyer, som vil hjælpe med en bæredygtig forsyning i det omfang, det kan lade sig gøre”.
Det er blandt andet de lokale projekter House of Science, Global House og oplevelsesparken Universe, som skal bidrage til planlægningen af Spejdernes Lejr 2017. Værtskabet for lejren handler nemlig om langt mere end at stille marker til rådighed – det handler også om fælles planlægning og udvikling af aktiviteter.
”Spejdernes formål er at udvikle børn og unge til selvstændige mennesker, der tager ansvar i det danske samfund og har respekt for deres omverden og naturen. Vi har valgt at indgå partnerskab med Sønderborg Kommune, fordi kommunen arbejder målrettet med at give børn og studerende særlige kompetencer inden for teknologi, videnskab og interkulturel forståelse. Det er initiativer, som giver mening for os som spejdere og et stærkt fundament for vores partnerskab med Sønderborg”, fortæller Finn Dybbøl fra Spejderne.
En af de første tydelige fælles fordele i det nye partnerskab er en ny projektlederuddannelse for både spejdere og lokalområdet, som skal styrke samarbejdet og evnerne til at planlægge i fællesskab.
”Spejderarbejdet handler om at inspirere vores medlemmer til at være leder i deres eget liv og realisere deres idéer. Derfor er det oplagt, at vi i det nye partnerskab lærer og udvikler os sammen, så vi er klædt bedst muligt på til at skabe en fantastisk Spejdernes Lejr i 2017”, fortæller Finn Dybbøl.