Farvel til 3F'er
Formanden for Roskildes største fungerende fagforening, 3F, Allan Kierulff går på pension efter knap 30 års fagligt arbejde. For efterhånden mange år siden afløste han Leif Robdrup som Formand i SID - det gamle arbejdsmandsforbund - hvis Roskilde-afdeling dengang havde til huse ved rundkørslen, på hjørnet af Helligkorsvej og Møllehusvej. I hans formandstid blev den store fusion med Kvindeligt Arbejderforbund og navneskiftet til 3F (Fagligt Fælles Forbund) gennemført. En række håndværker-fag, der ikke længere havde nok medlemmer til at opretholde en selvstændig lokal fagforening, er også kommet med i 3 F. Det gælder eksempelvis kokke og tjenere samt tømrerne. Allan Kierulff var for alvor i forreste frontlinje for et år siden, da han førte hårde forhandlinger med direktøren for KARA for at få stoppet underbetalte polakkers arbejde ved byggeriet af den store nye forbrændingsovn. Da forhandlingerne endte uden resultat, gennemførte 3F med støtte af den øvrige LO-fagbevægelsen en lovlig sympati-blokade. På den måde stopper de andre faggrupper alle leverancer til og fra arbejdspladsen, og det fik til sidst den tyske hovedentreprenør til at gribe ind og tvinge sin polske underentreprenør til at indføre danske overenskomstmæssige forhold på arbejdspladsen. Denne faglige sejr fik siden Roskilde Byråd til enstemmigt at beslutte, at i fremtiden der skal der være overenskomstmæssige arbejdsforhold på alle arbejdspladser, hvor kommunen er involveret - også når den er delejer som på KARA. Allan Kierullf holder afskedsreception onsdag 9. april fra kl. 14 til 17 på Holbækvej 106 b.