Foredrag om de efterladte
Foredrag om ”De efterladte” på Lunderskov Bibliotek - Udvandring fra hertugdømmet Slesvig i 1800-tallet
Onsdag den 23.april fra klokken 19-20.30 er der foredrag på Lunderskov bibliotek ved historiker Jan P. Jessen fra Den slesvigske Samling ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig. Følgerne af krigen i 1864 betød, at befolkningen i hertugdømmet Slesvig undergik en voldsom forandring i løbet af 1800-tallet.
Da tusindvis af mennesker valgte at forlade et så lille område, kunne det ikke undgå at have følger for dem, der blev tilbage. De, der udvandrede, var initiativrige og driftige unge mennesker, og egentlig skulle det netop have været dem, der sikrede samfundsudviklingen i Slesvig efter krigene. Foredraget om ”De efterladte” handler om hvilken betydning, udvandringen havde for den del af den slesvigske befolkning, der valgte at blive i Slesvig.
Jan P. Jessen er historiker og leder af Den Slesvigske Samling på Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig i Flensborg. Den Slesvigske Samling er en bog- og materialesamling, som siden 1891 er specialiseret i at dokumentere kultur og historie i Sønderjylland/Slesvig på de fem slesvigske sprog og dialekter.
De gratis billetter skal bestilles i forvejen på koldingbib.dk, på tlf. 7979 1100 eller ved personalet på Koldingbibliotekerne.