Stadig meget uklarhed omkring Folkeskolereform
Snart kan forældre til børn i Aabenraa kommune med spænding kigge i postkassen. Et brev fra kommunen er på vej, og indholdet beskriver noget af den virkelighed, der venter børn og forældre, når Folkeskolereformen træder i kraft efter sommerferien.
Men sidder man som forældre og håber på en præcis afklaring, så bliver man skuffet. Brevet indeholder blot oplysninger om nogle få generelle forandringer, som f.eks. flere undervisningtimer, information om “understøttende undervisning”, hvor udefrakommende har mulighed for at bidrage til undervisningen, samt de ændringer, der er lagt op til omkring normaliseringen af lærernes arbejdstid.
Men en af hovedpointerne i brevet er, at det blot er rammer, og det bliver den enkelte skole, der selv afgør, hvordan hverdagen i praksis kommer til at fungere.
Og hvis man spørger formand for Aabenraa Lærerkreds, Torben Hagedorn, så er der endnu meget, der er uklart på de enkelte skoler.
“Lige nu bliver der holdt en masse møder, men umiddelbart mangler en del at falde på plads. Jeg regner med, at i løbet af en måneds tid, så ved vi mere”.
Han er ikke umiddelbart bekymret for, at den enkelte skole selv tilrettelægger udfra nogle givne rammer. Selvom man som forældre vil komme til at opleve, at det, der kan lade sig gøre ét sted, ikke er muligt et andet.
“Der bliver forskel på, hvordan skolerne vil tilrettelægge. Og hvis jeg var forælder, så ville det da måske nok bekymre, at der bliver forskellige tilbud til børnene. Men på den anden side, så er der jo nogle ting, der skal opfyldes, og kvaliteten vil altid være der”, slutter han.