Fortsæt til indhold

Åbent hus på Comwell Køge Strand

Comwell Køge Strand åbnede for nogle uger siden efter en omfattende renovering. Nu bydes alle inden for til åbent hus.

Arkiv
Arkiv

Køges smukkeste strandhotel slår dørene op for offentligheden på søndag den 6. april. Alle køgensere er velkomne til at besøge og opleve hotellet, som byder på en forfriskning i anledning af åbningen.
Køges borgmester Flemming Christensen klipper den røde snor kl. 14, og herefter er der fri adgang for nysgerrige fra området, som har lyst til at opleve det nyrenoverede hotel Comwell Køge Strand.
Hotelchef Chren Vilander Thomsen og hans medarbejdere er helt klar til at byde velkommen:
- Vi åbnede hotellet for ganske få uger siden, og nu er vi landet så meget på benene, at vi er klar til at byde byen velkommen indenfor, siger han.
- Vi har glædet os rigtig meget, og det bliver en stor dag, når vi kan slå dørene op for byens indbyggere. Vi betragter byen som en vigtig del af hotellets DNA, og vores dejlige placering betyder enormt meget for os. Derfor er det vigtigt, at vi har lokalsamfundets opbakning, og at der er sympati for vores projekt, siger han.
Hotelchefen henviser til hotellets omfattende renovering, som er pågået siden november og har bragt hotellet tilbage i en stand, der er dets fine historie værdig.
Indretningen er nøje planlagt i samarbejde med bl.a. den ene del af designduoen Hay, Rolf Hay, som har et tæt og godt samarbejde med Comwell-kæden.
På søndag vil besøgende på hotel Comwell Køge Strand kunne opleve både værelserne, restauranten, baren og mødelokalerne, og medarbejdere fra Comwell står klar til at besvare spørgsmål og byde på en forfriskning til de fremmødte i form af kaffe, the og kage.