Fortsæt til indhold

Koldings yngste imponerede i floorball

Arkiv
Arkiv

Der var på det nærmeste landskampstemning, da Kolding KFUM Floorballs yngste spillere nnåede til sidste kamp i weekendens Kidz Liga-stævne i Jelling. Alle øvrige spillere var færdige med deres kampe, og derfor stod flere end 100 spillere og deres pårørende og heppede på de to hold, bankede i banderne og sang slagsange.
Trods den noget overvældende opbakning til de unge spillere lykkedes det Kolding at hive en uafgjort 1-1 hjem mod et stærkt Gørding-hold.

Ellers var det et stævne med mange nederlag til de fem Kolding-hold. I den bedste række – C-rækken – stillede Kolding med tre hold, som havde mange indbyrdes og hårde opgør, men på positivsiden tæller, at klubben har minimeret sine nederlag til de andre klubber i C-rækken i forhold til tidligere stævner, og kampene mod de noget mere erfarne rivaler fra storklubberne Gørding og Esbjerg er mere lige nu end ved de første stævner.

I B-rækken lykkedes det også at overraske mod Esbjerg, hvor kampen endte uafgjort, og som prikken over i'et vandt holdet en 5-0-sejr over Jelling.
Der var 19 hold med til stævnet, og Kolding stillede med fem af holdene. I alt vandt Kolding KFUM Floorball syv kampe, spillede to uafgjort og tabte 27.
Sidste stævne i denne sæson er lørdag 17. maj i Kolding.