Uddannelseskrav giver nyt hus
Kontanthjælpsreformens krav om uddannelse giver nyt uddannelseshus i Esbjerg
Kontanthjælpsreformen har været under skarp kritik siden den trådte i kraft ved årsskiftet. Men kritikken til trods føres den rask væk ud i livet - også i Esbjerg, hvor seneste tiltag torsdag eftermiddag blev præsenteret ved et åbent hus arrangement. De inviterede var blandt andre politikere, medarbejdere og samarbejdspartnere, men når det bliver hverdag er målgruppen en helt anden.
Esbjerg Kommunes nye Uddannelseshus er nemlig rettet mod de unge mennesker under 30 år, der skønnes uddannelsesparate, og derfor skal hjælpes i gang med en uddannelse - præcis som kontanthjælpsreformen foreskriver.
Her hedder det sig, at alle unge uden kompetencegivende uddannelse skal mødes af et uddannelseskrav og en vedholdende, målrettet og sammenhængende indsats.
Uddannelse er vejen frem
I bestræbelserne på at nå det mål er Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) og Jobcenter Esbjerg gået sammen om at etablere Uddannelseshuset, der får hjemme på EUC Vest.
Uddannelseshuset samler de tos indsats for modtagere af uddannelseshjælp under ét tag, og flytter væk fra de traditionelle kommunale rammer og ind i selvstændige lokaler på en uddannelsesinstitution af den slags, som de unge meget vel kan ende med at vælge.
“Etableringen af Uddannelseshuset betyder, at en ung fremover kun skal henvende sig et sted for at blive afklaret og hjulpet videre i forhold til sin uddannelsessituation. Samtidig gør vi det nemmere for den unge at finde os og sender samtidig et vigtigt signal ved at placere huset i et uddannelsesmiljø: Hvis du er under 30 år, skal du have en uddannelse. Det er den eneste vej frem, hvis du vil klare dig på fremtidens arbejdsmarked og blive i stand til at forsørge dig selv,” siger Henrik Vallø, formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget i Esbjerg Kommune.
Åbent for alle unge
Sammen med ham var Diana Mose Olsen, formand for Børn- og Familieudvalget, blandt talerne ved torsdagens officielle åbning af Uddannelseshuset. Også hun hilser det nye hus velkommen.
“At medarbejdere på tværs af UU og Jobcentret nu deler adresse, arbejder sammen i teams og samtidig har tættere kontakt til uddannelsesinstitutionerne, forventer jeg vil skabe ikke bare større effektivitet, men også en mere nuanceret indsats, og en mere positiv oplevelse for de unge, som fremover vil blive mødt med skrappere krav om at uddanne sig og holde sig i gang,” siger Diana Mose Olsen.
Det nye Uddannelseshus på Spangsbjerg Møllevej er ikke kun for de unge, som er pålagt at gå i gang med en uddannelse. Huset er åbent for alle 15 til 25-årige, der har behov forvejledning om uddannelse - en opgave som UU tager sig af. Uddannelsesvejledningen vil have en række vejledere siddende i huset.