Lydhør regionsformand
Sygehusgruppen tilfreds efter møde om det fremtidige hospitals-tilbud i Roskilde
- Vi oplevede, at Jens Stenbæk absolut er lydhør overfor de argumenter vi har, om at der skal være en fremtid med stor aktivitet på Roskilde Sygehus. Talsmanden for den genstartede sygehusgruppe, apoteker Paul Bundgaard, var meget tilfreds med resultatet af mødet med regionsformanden onsdag på regionsgården i Sorø. - Først og fremmest har vi aftalt at forsætte dialogen, og der er samtidig en vilje til at forstå den betydning, som Roskilde har i den samlede region. - Her i området findes mange af de største arbejdspladser samt forsknings- og uddannelses-institutioner på Sjælland, og det har også stor betydning for deres placering at have et fungerende sygehus med god og hurtig behandling tæt på.
Brug for sengene
Sygehusgruppen fremlagde ideen om, at hospitalerne i Køge og Roskilde skal ses som en samlet helhed. Ifølge førende sygehusplanlæggere vil det ikke være imod Region Sjællands sygehusplan, og dermed åbnes muligheder for en større aktivitet på hospitalet ved Køgevej. Når det nye universitetshospital i Ølby får alle de avancerede specialer, kan mange af de mere rutineprægede opgaver så med fordel udføres i Roskilde, som i de senere år har fået mange forholdsvis moderne senge og effektive operations-stuer. - Når der bliver mange operationer og kirurger på det lokale sygehus, kan det også give den nødvendlige lægelige opbakning til en fuldt fungerende skadestue, fremhæver Paul Bundgaard.
Tiltrækker lægerne
Et andet vigtigt argument fra Roskildes sygehusgruppe er muligheden for at få kvalificerede læger. De bor ofte i København, og af hensyn til deres familie er de ikke interesserede i at rejse længere ud end til Køge eller Roskilde for at arbejde. Uden at Jens Stenbæk kan eller vil ændre på den overordnede sygehusplan, mener Bundgaard og Sygehusgruppen alligevel, at der nu er mulighed for at gennemføre den på en måde, så Roskilde Sygehus alligevel får en fornuftig fremtid. tk